Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, skriver på det sociale medie X, at “verden mister en særlig diplomat”.
– Henry Kissinger formede amerikansk udenrigspolitik som få andre, skriver Scholz.
Fra 1973 og fire år frem var Kissinger udenrigsminister i USA under henholdsvis præsident Richard Nixon og Gerald Ford.
Tilhængere fejrede hans udenrigspolitiske resultater, heriblandt normaliseringen af USA’s forhold til Kina og arbejdet for en våbenhvile i Vietnam.
Kritikerne beskyldte ham for at ignorere de internationale spilleregler om blandt andet menneskerettigheder.
Men i Kina har han fået tilnavnet “gammel ven af det kinesiske folk”.
– I løbet af sit liv tillagde Dr. Kissinger det kinesisk-amerikanske forhold stor betydning og troede på, at det var afgørende for fred og velstand i de to lande og i verden, siger Wang Wenbin, talsperson for Kinas udenrigsministerium, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kinas præsident, Xi Jinping, der så sent som i juli mødtes med Kissinger, har sendt sine kondolencer til USA’s præsident, Joe Biden. Det oplyser talspersonen.
På den statslige kinesiske tv-kanal CCTV hyldes Kissinger i omfattende mindeord for sit “historiske bidrag til at åbne døren for amerikansk-kinesiske relationer”.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, sender ifølge nyhedsbureauet Reuters sine kondolencer til enken efter Henry Kissinger, Nancy, og kalder ham en “vis og fremsynet statsmand”.
Også i USA er der fra mange sider kommet mindeord.
Henry Kissinger arbejdede for sidste gang for en præsidentadministration i 1977. Men han var kortvarigt leder af den særlige kommission, som Kongressen og præsident George W. Bush nedsatte i 2002 for at kortlægge terrorangrebet mod USA 11. september 2001.
Netop George W. Bush har udsendt en meddelelse.
– Amerika har mistet en af sine mest pålidelige og markante stemmer i udenrigspolitik med Henry Kissingers død, siger den tidligere amerikanske præsident ifølge AFP.
Kissinger blev født som Heinz Alfred Kissinger i Fürth i den tyske delstat Bayern 27. maj 1923. Han flyttede sammen med sin familie til New York i 1938. I 1943 blev han amerikansk statsborger.
Kissinger døde onsdag i sit hjem i Connecticut i USA.
/ritzau/
Andre læser også