AVIZ

USA angriber to mål i Irak med forbindelse til Iran

FILE PHOTO: Military vehicles of U.S. soldiers are seen at Ain al-Asad air base in Anbar province

Det siger USA’s militær i en udtalelse ifølge Reuters.

– Angrebene var et direkte svar på angrebene mod amerikanske styrker og koalitionsstyrker fra Iran og Iran-støttede grupper, lyder det i udtalelsen.

Ifølge en embedsmand fra det amerikanske militær ødelagde angrebene et kontrolcenter, der tilhører militsen Kataib Hizbollah samt en kommando- og kontrolenhed, der ligeledes tilhører Kataib Hizbollah.

Kataib Hizbollah i Irak er en magtfuld væbnet gruppe, som bliver støttet af Iran.

Ifølge den militære embedsmænd, som udtaler sig anonymt, var der også personer fra Kataib Hizbollah til stede. Det vides endnu ikke, om angrebet medførte dødsfald.

Omkring 24 timer tidligere blev amerikanske styrker angrebet på en luftbase vest for Iraks hovedstad, Bagdad.

Angrebet på luftbasen resulterede i otte kvæstelser og mindre skader på infrastruktur, sagde to amerikanske embedsmænd.

Det amerikanske militær besvarede angrebet ved hjælp af et AC-130-fly, som allerede befandt sig i luften.

Flyet ramte et iranskstøttet militærkøretøj og flere personer, som var involveret i missilangrebet på amerikanske styrker, sagde Sabrina Singh, som er talsperson for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Det er det første angreb mod iranskstøttede grupper i Irak, som USA har fortalt om offentligt, siden en række angreb mod USA begyndte i Irak og Syrien 17. oktober.

USA har tidligere fortalt om at have udført angreb mod proiranske grupper i Syrien.

Ifølge Sabrina Singh har USA dog tidligere besvaret angreb på irakisk jord uden at fortælle om det offentligt.

Amerikanske styrker er ifølge Reuters blevet angrebet 66 gange i Irak og Syrien den seneste tid.

Angrebene er af irakiske militsgrupper blevet koblet til USA’s støtte til Israels bombardementer i Gaza.

Mindst 62 personer fra de amerikanske styrker har fået mindre skader eller traumatiske hjerneskader som følge af angrebene.

/ritzau/Reuters

Andre læser også