En 36-årig mand blev 4. februar sidste år ramt af mindst to skud bagfra, da han om aftenen omkring klokken 20.30 kom gående på Kaalundsgade på Vesterbro i København.
Gerningsmændene bag drabet var to svenske mænd, som i dag er henholdsvis 20 og 22 år. Det har et nævningeting ved Københavns Byret slået fast onsdag eftermiddag.
Begge var tiltalt for at have begået drabet som led i en bandekonflikt i Sverige, men den del frifindes de for.
Med andre ord frifindes de for at have overtrådt Straffelovens paragraf 81 a – populært kaldet “bandeparagraffen”. En overtrædelse af bandeparagraffen kan føre til en fordobling af den straf, som en konkret forbrydelse udløser.
Til gengæld er det en skærpende omstændighed, at de to unge mænd har anvendt skydevåben i fuld offentlighed, og de er derfor skyldige i Straffelovens paragraf 81 b, afgør retten.
De to tiltalte har begge svensk statsborgerskab. Manden på 22 år har foruden svensk også dansk statsborgerskab. Offeret var også svensker, men boede i Danmark og havde tidligere overlevet et drabsforsøg i Sverige.
Det står hen i det uvisse, hvad motivet til drabet på Vesterbro var.
Ifølge anklagemyndigheden blev drabet begået som led i en konflikt mellem de to svenske bander Kroksbäcksgrupperingen og Holmagrupperingen/Imad-gruppen. Men det har retten ikke fundet bevist.
Offeret – Salam Al-Jawahiri – blev skudt på nært hold. Bag ham gik de to tiltalte, og den ene affyrede mindst to skud.
Det kan ses på overvågningsbilleder fra en nærliggende slikbutik, og desuden blev der efterfølgende fundet tre patronhylstre på gerningsstedet.
Den 36-årige svenske statsborger blev konstateret død på hospitalet cirka 45 minutter efter, at skuddene blev affyret.
Offeret og de to gerningsmænd var sammen op til drabet. De har forklaret, at de var venner med Al-Jawahiri, hvilket Al-Jawahiris enke også har tilkendegivet under sin vidneforklaring.
Både den 20-årige og den 22-årige nægter sig skyldige i drab, men den 22-årige har erkendt, at han var på stedet, da Al-Jawahiri blev skudt.
Den 20-årige har til gengæld forklaret, at han stod og røg en joint ved offerets bil, som de tre havde kørt i umiddelbart forinden, mens de to andre gik væk fra bilen for at købe nogle drikkevarer.
Den forklaring har nævningetinget dog ikke købt.
Ifølge retten gik begge unge svenskere bag Al-Jawahiri, da han blev skudt. Den 20-årige gik lige bag Al-Jawahiri, og det var ham, der var lige bag offeret, som affyrede skud, mener retten.
Men en “kropslig kommunikation” mellem de to lige op til drabet indikerede, at den 22-årige var klar over, hvad der skulle ske.
Rettens vurdering af, hvorvidt de to tiltalte er skyldige, bygger på vidneforklaringer, overvågningsvideoer fra flere lokationer i København og Sverige, retsmedicinske undersøgelser og undersøgelser fra gerningsstedet.
Dommen afsiges 7. november.
/ritzau/
Andre læser også