AVIZ

Sverige kalder drab på svenskere i Bruxelles forfærdeligt

JUSTITIEMINISTER STRÖMMER

Det oplyser den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han udtaler desuden, at Sverige har “modtaget forfærdelig information fra Bruxelles”, og at man arbejder på at få klarhed over, hvad der er sket.

Det var i bydelen Molenbeek, at to personer blev skudt og dræbt forud for landskampen i fodbold mellem Belgien og Sverige mandag aften.

Det efterforskes som en terrorsag.

Første halvleg nåede at blive spillet, før Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, senere på aften meddelte, at kampen ikke spilles færdig mandag.

Den svenske sikkerhedstjeneste Säpo oplyser til Aftonbladet, at efterforskningen ligger ved det belgiske politi, men at man arbejder tæt sammen med sine internationale partnere.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fordømmer drabet på det sociale medie X.

– I aften er mine tanker med familierne til de to ofre for dette foragtelige angreb i Bruxelles, lyder det.

– Vi står sammen mod terror.

Baggrunden for drabene er ukendt. Ifølge en belgisk avis skete det, da en mand iført en orange jakke åbnede ild og angiveligt råbte “Allahu Akbar”, som betyder “Gud er stor” på arabisk, da han steg af sin scooter og skød i flere retninger.

Episoden fandt sted på Place Sainctelette kort efter klokken 19 ifølge politikilder.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, udtaler mandag aften under et besøg i Albanien, at Belgien “blev ramt af et islamistisk terrorangreb igen”.

– Europa bliver rystet, siger han.

Gerningsmanden er endnu ikke pågrebet.

/ritzau/

Andre læser også