Det varsler Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) onsdag morgen.
Definitionen for skybrud er, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.
De lokale skybrud ventes at ramme mellem onsdag morgen 6.30 og onsdag middag. Lokalt kan der falde mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time.
– Et lavtryk over den nordlige del af Nordsøen bevæger sig i løbet af dagen nordpå. Tilhørende okklusion (frontzone, red.) strækker sig tværs gennem landet mod Tyskland og bevæger sig i løbet af dagen mod nordnordøst.
– I forbindelse med fronten kommer der regn og byger, der stedvis kan være kraftige. Omkring klokken 14 ventes fronten at ligge nord for landet, skriver vagthavende meteorolog Anna Christiansson onsdag morgen.
Varslet gælder ikke for de sydligste dele af landet – Sønderjylland, det sydlige Fyn samt Lolland og Falster.
Efter mange uger med tørke er der den seneste uge faldet regn over hele landet.
Blandt andet weekenden bød på lokale og kraftige byger. Det er dog ikke nødvendigvis en god ting, at der falder meget regn på kort tid, da jorden har sværere ved at følge med.
Det slog DMI fast efter weekendens regnskyl. Det bedste for naturen er, at nedbøren kommer langsomt og over en meget lang periode, lyder det.
I begyndelsen af juni nåede DMI’s landsdækkende tørkeindeks op på 10, som er det højeste niveau på skalaen.
Så højt har det ikke været siden den historiske varme sommer i 2018, hvor det landsdækkende tørkeindeks ramte 10 i juli.
Det landsdækkende tørkeindeks er siden faldet en smule på grund af den stedvise regn den seneste uge. I nogle midtjyske områder er tørkeindekset nu nede på 6.
Den manglende regn har dog betydet, at der er så tørt mange steder, at der i alle kommuner vest for Storebælt kommer enten totalt afbrændingsforbud eller et mere specifikt bålforbud i forbindelse med sankthansaften på fredag.
Derudover bliver det heller ikke lovligt at tænde bål i flere vestsjællandske kommuner, på Bornholm samt i Helsingør og i naturområdet Tisvilde Hegn.
/ritzau/
Andre læser også