AVIZ

Sigtet i sag om drabet på Tupac Shakur nægter sig skyldig

Tupac Investigation Las Vegas

Den 60-årige Duane “Keefe D” Davis, har ifølge politiet længe været mistænkt for drabet, men det var først i september i år, at han blev anholdt og sigtet.

Drabet på Tupac Shakur har været uopklaret siden 1996. Den storsælgende hiphopper – den anden bedst sælgende nogensinde – blev skudt af en forbipasserende bil, mens han kørte rundt i Las Vegas’ gader.

Drabet skete i nærheden af Las Vegas Strip, hvor mange af byens kasinoer og hoteller ligger.

Duane “Keefe D” Davis er blevet sigtet for drab og for at være ledende i den gruppe af mænd, der dræbte Tupac.

Ifølge de amerikanske myndigheder planlagde Keefe D at hævne sin nevø, Orlando Anderson. Han var angiveligt blevet overfaldt af Tupac Shakur og nogle af hans venner i MGM Grand Garden Arena få timer før drabet.

Ved et pressemøde har politiet tidligere vist overvågningsbilleder, der skal stamme fra det øjeblik, hvor Orlando Anderson blev overfaldet.

Efter at have fået fat i en pistol skal Keefe D, Orlando Anderson og to andre mænd ifølge politiet have fundet Tupac Shakur. Fra en Cadillac skal en gerningsmand have skudt mod Tupacs BMW.

Den succesfulde rapper døde på hospitalet seks dage efter i en alder af 25 år.

Duane “Keefe D” Davis er ikke sigtet for at have affyret pistolen. De tre andre mænd, der kørte med ham på aftenen, er alle døde.

Tupac Shakur er kendt for sin rap om blandt andet vold, sex og beskrivelser af livet i amerikanske ghettoer. Han havde selv flere domme og brugte særligt de sidste to år af sit liv i retten, fængsel eller hospitalet.

Han er sat i forbindelse med den amerikanske bande Bloods og en undergruppering af banden med navnet MOB Pirus.

Keefe D var dengang medlem af en del af den rivaliserende bande Crips, der kaldte sig South Side Compton Crips.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere