Pressemeddelelse
30.3.2023 08:02:00 CEST | ROMU
Et nyt drømmesamarbejde baner vejen for formidling i topklasse, når Roskilde Domkirke Verdensarvscenter efter planen slår dørene op i 2027. Fonden bag centret og Kongernes Samling, som er organisationen bag Rosenborg Slot, Amalienborgmuseet og Koldinghus, har indledt et parløb om sammen at udvikle udstillinger til den kommende attraktion.
Kongernes Samling rummer både genstande og historier, som er yderst interessante for det nye Verdensarvscenter, og bestyrelsesformand i Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke, Morten Langager, kan ikke få armene ned.
”Det er en rigtig, rigtig god nyhed, for det er med til at cementere, at det er et fantastisk, seriøst og ambitiøst projekt, vi er i gang med. I og med, at Kongernes Samling er tilknyttet Kongehuset, får vi adgang til en mængde fascinerende viden og en række helt unikke genstande. Kongernes Samling er en enestående samarbejdspartner, og vi er meget glade”, siger Morten Langager.
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal formidle det historiske monument, som i 1995 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Med domkirkens status som kongelig gravkirke bliver netop det danske monarki et særdeles centralt tema i udstillingerne. Derfor ser museumsdirektør for Kongernes Samling, Thomas C. Thulstrup, meget frem til samarbejdet.
”Det her partnerskab er en enestående mulighed, som taler direkte ind i en meget vigtig opgave for Kongernes Samling; nemlig at fortælle om kongernes og dronningernes fulde liv fra vugge til grav. Vi kan bidrage med genstande, som kan sættes i spil på nye måder og kontekster, der er meget relevante for Roskilde Domkirke. Derfor glæder vi os virkelig til, at vi sammen skal udvikle et koncept for udstillingerne.”
Kongernes Samling driver i dag museerne på Koldinghus, Amalienborg og Rosenborg. Med det nye samarbejde får organisationen altså også en tilknytning til Roskilde Domkirke, hvor 38 danske konger og dronninger fra de sidste op mod 1000 år er begravet.
”Projektet giver os en helt spændende mulighed for at anvende nogle af de genstande, som knytter sig til den sidste del af kongernes og dronningernes liv og gøre dem relevante i en udstilling. Vi ligger inde med genstande, som aldrig har været udstillet før, men er oplagte at vise i den her kontekst. Samarbejdet om at udvikle Roskilde Domkirke Verdensarvscenter giver os en helt enestående mulighed for at brede fortællingen om monarkiets historie endnu mere ud, end vi har mulighed for nu,” siger Thomas C. Thulstrup.
Morten Langager understreger, at projektet stadig mangler at få den endelige finansiering på plads, så centret kan realiseres. Men Roskilde Kommune har allerede givet 25 millioner, og fonden er i god dialog med en række fonde og flere samarbejdspartnere om yderligere kapital, støtte og samspil.
”Der er lang vej igen, adskillige institutioner og mennesker skal mødes om den fælles vision, men denne samarbejdsaftale er et rigtig stort skridt på vejen. Nu kan vi gå i gang med at udvikle de elementer, der skal indgå i udstillingerne. Vi skal udtænke de fortællemæssige greb og finde de genstande, der på bedste vis formidler de spor, vi spænder over, nemlig domkirkens unikke arkitektur, den kongelige danmarkshistorie og de kongelige begravelsesritualer. Det bliver Kongernes Samling nu en uundværlig del af, og derfor er det virkelig godt, at de er med i projektet allerede på det her tidlige tidspunkt,” siger Morten Langager.
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter, der efter planen skal åbne i 2027, skal formidle historien om domkirkens unikke arkitektur, om den kongelige danmarkshistorie og om ritualerne, der vedrører de kongelige begravelser. Centret skal bo i bygningskomplekset Det Kongelige Palæ i Roskilde, lige ved siden af domkirken. Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke, der siden 2021 har haft museumsorganisationen ROMU som operatør og ansvarlig for daglig ledelse og drift, står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Kongernes Samling er organisationen bag Rosenborg Slot, Amalienborgmuseet og Koldinghus. Kongernes Samling formidler monarkiets historie på de tre slotte gennem udstillinger, events og en enestående samling genstande, som har tilknytning til den danske kongefamilie fra Christian 4.s regeringstid til i dag. Bliver nu en central samarbejdspartner med Roskilde Domkirke verdensarvscenter.
Andre læser også