Det siger Benny Gantz onsdag aften, hvor han sammen med Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant officielt præsenterer den nye regering.
– Præcis ligesom folk fra venstre og højre, fra storbyen og landsbyen, går ud og kæmper, så vil regeringens beslutninger også blive truffet af personer fra forskellige lejre. Nu udgør vi alle én lejr – det israelske folks lejr, siger Gantz.
Kriseregeringen er blevet dannet som følge af den militante bevægelse Hamas’ angreb på Israel, som blev indledt lørdag morgen.
– Vi har ikke oplevet et barbari som dette siden holocaust, siger Yoav Gallant, som tilføjer, at Israel vil fjerne Hamas fra Jordens overflade.
Regeringspartnerne understreger, at alle politiske uenigheder er blevet lagt til side som følge af angrebet på Israel.
– Landets skæbne er på spil, siger Netanyahu, som henviser til, hvorfor han har indgået en regering med Benny Gantz og hans parti, Nationalt Enhedsparti.
Benny Gantz har tidligere været forsvarsminister og var i 2011 til 2015 stabschef for De Israelske Forsvarsstyrker (IDF).
Han stod i spidsen for det israelske forsvar under krigen mod Hamas i 2014, hvor tre israelske teenagere blev bortført og dræbt af den væbnede palæstinensiske gruppe.
– På dette tidspunkt er vi alle Israels soldater, siger Benny Gantz ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Fred har sin tid, og krig har sin tid. Krig har sin tid lige nu.
/ritzau/
Andre læser også