Han opholdt sig ulovligt i Sverige mellem 2012 og 2014, og det er på et tidspunkt i denne periode, at han sad i et svensk fængsel.
Det bekræfter den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, ifølge TT over for Sveriges Radio Ekot.
– Han har aldrig haft opholdstilladelse i Sverige, siger pressechef Jesper Tengroth til Radio Ekot.
Den svenske efterretningstjeneste Säpo har ikke haft nogen information om, hvad manden ellers har foretaget sig i Sverige.
– Vi tror og bedømmer, at han kan have rejst rundt i Europa og verden med falske identiteter, siger Fredrik Hallström, operativ chef ved Säpo, til tv-stationen SVT.
Han vil ikke kommentere, om manden under sin tid i Sverige begik kriminalitet eller var kendt af politiet.
Manden – en 45-årig tuneser – ankom tilbage i 2011 til den italienske ø Lampedusa. Det siger en italiensk regeringskilde tirsdag ifølge Reuters.
Han tilbragte noget tid i Italien.
Her lagde politiet i byen Bologna mærke til ham og mistænkte, at han var radikaliseret. Han blev derfor overvåget af italienske efterretningstjenester.
Derpå flyttede den formodede gerningsmand til Belgien.
Myndighederne giver ham skylden for skuddrabene mandag aften, hvor han skød de tre svenskere forud for en fodboldkamp mellem Belgien og Sverige.
En taxichauffør blev ligeledes såret i angrebet.
Manden blev selv skudt og dræbt af belgisk politi på en café i bydelen Schaerbeek i den belgiske hovedstad, Bruxelles, tirsdag.
Manden har tidligere søgt asyl i Belgien, men fik sin ansøgning afvist i 2020.
Efter afslaget blev han i Bruxelles, hvor han boede uden lovligt ophold, har belgiske embedsmænd oplyst.
/ritzau/
Andre læser også