AVIZ

Malis junta genvinder oprørsgruppers højborg i Sahel-regionen

Niger Sahel Coups

Det fortæller Assimi Goïta, Malis juntaleder, i en officiel udtalelse, som blev læst op på landsdækkende fjernsyn i Mali.

– I dag har vores væbnede styrker erobret Kidal, lød det i udtalelsen.

Nyheden er blevet mødt med udbredte fejringer i landets hovedstad, Bamako.

En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP fortæller, at vedkommende så dusinvis af mennesker på Uafhængighedspladsen i Bamako med maliske flag.

Regeringen i nabolandet Burkina Faso har også hilst nyheden velkommen og kalder det et “afgørende” øjeblik i kampen mod væbnede grupper i Sahel-regionen.

Oprørsgrupperne erkender i en officiel udtalelse, at man har tabt kontrollen med byen. Men de sværger at blive ved med at kæmpe.

CSP, en alliance af væbnede grupper primært bestående af folk fra tuareg-folket, siger, at man har trukket sig fra Kidal “af strategiske årsager”.

Det kommer, efter at man “i dagevis havde bremset (fjendens, red.) fremskridt ved at tildele dem store menneskelige og materielle tab”.

– Kampen fortsætter, insisterer gruppen.

FN’s Sikkerhedsråd besluttede i juni at afslutte den fredsbevarende mission, som den havde kørt i Mali, Minusma. Det skete på opfordring fra landets udenrigsminister, Abdoulaye Diop.

FN-missionen i Mali blev oprettet i 2013. Det skete som modsvar til en øget jihadistisk trussel i landet.

Den bestod ved sin afslutning af 12.000 soldater.

I august sidste år gennemførte Frankrig en varslet tilbagetrækning fra Mali, der har været plaget af uro især efter 2020, hvor der var to militærkup.

Præsident Emmanuel Macron besluttede at trække de franske soldater ud af landet efter uenigheder med militærstyret, der havde taget magten.

Tidligere har Danmark ydet bidrag til en franskledet operation kaldet Barkhane i Mali. Soldaterne blev dog trukket ud igen, efter at Mali i januar 2022 meddelte, at de danske soldater ikke var velkomne.

/ritzau/AFP

Andre læser også