AVIZ

Demokrater og republikanere samles om finansieringsaftale i USA

U.S. Congress

Aftalen skal stadig stemmes igennem Senatet og underskrives af præsident Joe Biden, men den kom igennem Huset med hjælp fra begge af de store partier.

Aftalen sikrer visse dele af den offentlige sektor finansiering frem til 19. januar. Andre dele er finansieret frem til 2. februar.

Den skal underskrives af Joe Biden inden fredag, hvis den skal nå at træde i kraft, inden den nuværende finansieringsaftale udløber.

Sker det ikke vil det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor. En række aktiviteter som finanstilsyn og forskning vil desuden blive påvirket. Nationalparker vil også lukke.

Vedtagelsen ses som en storsejr for republikanske Mike Johnson, der for cirka tre uger siden blev valgt som formand for Repræsentanternes Hus.

Johnson sidder på et tyndt mandat i Huset, hvor hans parti kun har flertal med otte medlemmer.

Han står derfor i de fleste konkrete sager med valget mellem at skulle forene sit eget splittede parti eller at lave en aftale over midten.

Hvad angår finansieringsaftalen endte det med en aftale over midten. 209 demokrater og 127 republikanere stemte for aftalen, mens 2 demokrater og 93 republikanere stemte imod forslaget.

Den store demokratiske støtte kan blive en en fordel, når forslaget skal igennem Senatet. Her sidder Demokraterne nemlig på magten.

I september blev Mike Johnsons forgænger, Kevin McCarthy, netop væltet fra posten i kølvandet på en afstemning, hvor han gjorde sig afhængig af Demokraternes stemmer for at undgå en nedlukning af landets offentlige sektor.

Alligevel er flere personer på partiets yderste højrefløj ikke klar til at forsøge at vælte Mike Johnson på grund af den brede aftale.

– Vi støtter den (aftalen, red.) ikke. Men vi støtter ham, siger Bob Good, republikaner valgt i delstaten Virginia.

Mike Garcia, republikaner valgt i Californien, siger, at aftalen “ikke er ideel”.

– Men en nedlukning vil være en langt værre verden at være i, siger han.

Den midlertidige aftale sikrer finansiering for en række dele af den offentlige sektor frem til 19. januar.

De indebærer militært anlægsarbejde, velfærd til veteraner, transport, byudvikling, landbrug, landets lægemiddelstyrelse og energi- og vandprogrammer.

Finansieringen af alle andre føderale operationer – heriblandt forsvar – står med aftalen til at udløbe 2. februar.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere