AVIZ

Kina og Brasilien dropper dollaren i handlen med hinanden

TURKEY-ECONOMY-MONEY
TURKEY-ECONOMY-MONEY (Ozan Kose/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Brasiliens regering onsdag lokal tid.

Aftalen skal gøre handlen mellem Kina, USA’s største økonomiske rival på verdensscenen, og Brasilien, Latinamerikas største økonomi, mere enkel.

Den giver mulighed for, at landene kan handle og lave finansielle transaktioner direkte med hinanden ved at veksle yuan til reais og omvendt uden først at gå igennem dollaren.

– Forventningen er, at det vil sænke omkostningerne, fremme endnu mere bilateral handel og gøre det lettere at lave investeringer, oplyser ApexBrasil, det brasilianske handels- og investeringsagentur, i en meddelelse.

Kina er Brasiliens største handelspartner med en bilateral handel på omkring 1000 milliarder kroner sidste år.

Aftalen følger i kølvandet på en foreløbig aftale, der blev indgået i januar.

Den blev offentliggjort efter et kinesisk-brasiliansk handelsforum i Beijing.

Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, skulle oprindelig have taget del i et imødeset besøg til Kina.

Han måtte dog søndag udskyde sit besøg på ubestemt tid på grund af lungebetændelse.

Yuan er den kinesiske møntfod og real – eller i flertal reais – er den brasilianske.

Bankerne ICBC og BBM vil stå for transaktionerne, oplyser embedsmænd.

Kina har lignende møntfodsaftaler med Rusland, Pakistan og flere andre lande.

/ritzau/AFP

Andre læser også