AVIZ

Tarantino: Manuskriptet til min sidste film er færdiggjort

Quentin Tarantino
Quentin Tarantino (Henry Nicholls/Reuters)

Det fortæller instruktøren selv.

Tarantino står blandt andet bag hitfilm som “Kill Bill”, “Inglourious Basterds” og “Pulp Fiction”.

– Jeg har færdiggjort manuskriptet til det, der bliver min sidste film, siger 60-årige Tarantino ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag under et besøg i Paris.

– Jeg forestiller mig, at vi måske optager den i efteråret.

Hans seneste film er “Once Upon a Time… in Hollywood” fra 2019.

Det var hans niende film i rækken, hvis man tæller de to “Kill Bill”-film som én.

Tarantino har mange gange bebudet, at han vil nøjes med at instruere ti film i løbet af sin karriere.

Den tiende film, som får navnet “The Movie Critic” (“Filmkritikeren”), kommer til at udspille sig i 1977, tilføjer han.

Tarantino afviste i øvrigt rygter om, at der skulle være tale om en biografisk film om Pauline Kael, som var filmkritiker for magasinet The New Yorker. Hun døde i 2001.

Ifølge instruktøren handler filmen ikke om en specifik filmkritiker.

Igennem tre årtier er Tarantino gået fra kultstatus til at være blandt de mest roste instruktører i branchen. Han fyldte for få dage siden 60 år.

Med “Håndlangerne” fra 1992, som han både skrev og instruerede, gjorde han sig straks bemærket.

Filmen fulgte han op med endnu et hit, der udkom to år senere i 1994.

I filmen “Pulp Fiction” samlede han skuespillere som John Travolta, Samuel L. Jackson, Bruce Willis og Uma Thurman og skabte en kultklassiker med vold, humor og mindeværdige scener med blandt andet dans og burgerdiskussioner.

Løftet om at holde sig til ti film agter han at holde, fortalte Tarantino i november til CNN.

– Jeg er en entertainer. Jeg vil stoppe, mens I ønsker mere, sagde han.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere