Ifølge Israel har Hamas-folk forskanset sig i tunneler under hospitalet.
Der er fundet våben inde på hospitalet, som formodes at tilhøre Hamas, skriver mediet Times of Israel. Men der er ikke fundet nogen af de mange gidsler, som Hamas tog, da de 7. oktober gennemførte et angreb ind i Israel.
Men man fortsætter med at lede.
Læger inde på hospitalet fortæller onsdag formiddag Reuters, at skudkampe uden foran bygningen får dem til at holde sig væk fra vinduerne for ikke at blive ramt.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er de israelske soldater i gang med at trænge ind i hospitalet.
Youssef Abu Rish, en embedsmand i det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium, befinder sig på hospitalet. Der står kampvogne lige udenfor.
Han fortæller, at “snesevis af soldater og elitesoldater er inde i skadestuen og modtagelsesafdelingerne”.
Mediet Times of Israel skriver, at den israelske hær har givet Hamas-folk, der opholder sig i hospitalet, ordre til at overgive sig.
En journalist inde på hospitalet oplyser ifølge BBC, at israelerne har også over højttalere givet mænd mellem 16 og 40 år ordre til at forlade hospitalet og møde op på pladsen foran Al-Shifa. Undtaget er folk på kirurgiske afdelinger og på skadestuen.
De kan samtidig fortælle, at der under aktionen inde i flere af hospitalets afdelinger ikke har været spændinger mellem soldaterne og de palæstinensiske patienter.
– Vores præcise og målrettede operation mod Hamas på hospitalet Shifa er stadig i gang, lyder det fra Israels hær.
– Vi kan bekræfte, at kuvøser, babymad og medicinske forsyninger med held er bragt af IDF-kampvogne (israelske) til Shifa-hospitalet, hedder det.
Hamas har nægtet beskyldninger om, at det har etableret et hovedkvarter under hospitalet.
Hospitalets ledelse har de seneste dage oplyst, at det ikke kan fungere som et hospital længere. Der mangler strøm og vand, og mange behandlinger kan ikke udføres, fordi der ikke er medicin og udstyr.
/ritzau/Reuters
Andre læser også