Derfor er borgerne i øjeblikket uden vand, oplyser vandselskabet Novafos i en pressemeddelelse omkring klokken 00.30.
– Novafos kender endnu ikke problemets omfang og arbejder på højtryk på at løse på problemet, lyder det i pressemeddelelsen.
Vicedirektør og vandchef i Novafos, Bo Lindhardt, oplyser, at man omkring klokken 23 fik en alarm om et muligt brud på en af de ledninger, der forsyner Gentofte.
– Vi arbejder på at begrænse skaden, men der er nogle store ventiler, der skal lukkes, og det tager tid at få folk derud, siger han til Ritzau.
Per 31. december 2022 boede der 74.838 personer i Gentofte fordelt på 33.702 husstande ifølge kommunen selv.
Ifølge Bo Lindhardt er et brud af denne slags uden fortilfælde.
– Vi har aldrig haft et brud på de her ledninger før, siger han.
Derfor har Novafos også nedsat en beredskabsgruppe, hvor der sidder tre chefer, én direktør, én kommunikationsmedarbejder og en teamleder.
Desuden har man sendt seks personer ud for at lukke ventilerne, der styrer vandforsyningen.
– Vi har to ledninger ind til Gentofte, og vi skal lukke af for dem begge. Når vi pumper vand ud, forsvinder det, siger han.
Novafos dækker kommunerne Allerød, Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal.
/ritzau/
Andre læser også