Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er Hamas-bevægelsen, der har besluttet at suspendere aftalen om evakuering.
Begrundelsen lyder, at Israel har nægtet nogle sårede palæstinensere at blive evakueret til egyptiske hospitaler.
– Ingen med udenlandske pas vil kunne forlade Gazastriben, indtil sårede personer, som har behov for at blive evakueret fra hospitaler i det nordlige Gaza, bliver transporteret gennem Rafah-overgangen, siger en embedsmand ved grænseovergangen, som udtaler sig anonymt.
Flere tusinde udlændinge venter på at kunne forlade Gaza.
Torsdag vurderede de egyptiske myndigheder, at der er tale om omkring 7000 udlændinge fra 60 forskellige lande.
Deriblandt er omkring 20 danskere, har Udenrigsministeriet tidligere oplyst. Indtil videre har der ikke været meldinger om, at danskere er blevet evakueret til Egypten.
Grænseovergangen i Rafah, som er den eneste aktive overgang mellem Egypten og Gaza blev åbnet for udlændinge onsdag.
Det skete, efter at der blev indgået en aftale mellem Israel, Egypten, den militante gruppe Hamas og USA. Qatar mæglede mellem landene.
Over 300 udlændinge krydsede grænsen den første dag. Med en kapacitet ved grænseovergangen på omkring 500 personer om dagen, vil grænsen skulle være åben mange dage, før alle udlændingene er blevet evakueret.
Der blev også onsdag åbnet for, at et antal sårede palæstinensere kunne komme til Egypten for at få behandling.
Omkring 80 sårede kom over grænsen onsdag.
Ifølge ngo’en Læger uden Grænser er der dog mere end 20.000 sårede personer i Gaza.
Adgangen til blandt andet medicin er blevet stærkt begrænset på grund af en israelsk blokade.
Israel strammede grebet om Gazastriben, efter at Hamas-bevægelsen angreb Israel den 7. oktober. Det israelske militær har siden blandt andet udført bombeangreb i Gaza By og iværksat militære operationer på landjorden i Gaza.
/ritzau/
Andre læser også