Det vil betyde, at alle e-mail, tekstbeskeder, billeder og lydopkald kan blive tjekket – også på krypterede tjenester som Signal og Telegram.
Organisationerne vil have regeringen til at droppe støtten til forslaget.
– Det er totalovervågning, som er helt ude af proportioner i et retssamfund, siger direktør for Teleindustrien Jakob Willer i en pressemeddelelse.
Et påbud til teleselskaberne vil ifølge direktøren betyde, at selskaberne skal aflytte “samtlige telefonsamtaler mellem helt almindelige danskere”.
Formålet skulle være at identificere og indberette samtaler mellem børn og voksne, som man mistænker kan føre til seksuelle overgreb.
Jakob Willer understreger, at alle organisationer bag kritikken bakker op om at forhindre seksuel udnyttelse af børn.
Men forslaget har så omfattende negative konsekvenser for almindelige menneskers mulighed for at kommunikere privat, at det bør skrottes, mener han.
Samme melding kommer fra Ingeniørforeningen IDA.
– Den nye forordning er et voldsomt indgreb i meddelelseshemmeligheden, fordi man vil give adgang til at gå dybt ind i borgernes kommunikation, siger chefkonsulent Grit Munk i pressemeddelelsen.
Jesper Lund, der er formand for IT-Politisk Forening, advarer om, at forslaget – hvis det vedtages – kan blive en “glidebane” mod yderligere overvågning.
– Vi kan jo se, at Europol allerede har luftet idéen om, at overvågningen kan udvides til at omfatte andre kriminalitetsformer.
– Dermed er vi inde på den berømte glidebane, og det vil være meget vanskeligt at sige nej til politiet, når vi næste gang står i en alvorlig krise, siger han.
Den danske regering støtter som udgangspunkt forslaget, fremgår det af en artikel mandag i Berlingske.
– Tjenesteudbyderne skal tage ansvar for, at deres platforme ikke bliver brugt til seksuelt misbrug af børn, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til avisen.
Forslaget ventes ifølge Berlingske drøftet med henblik på endelig vedtagelse på et møde 19. oktober i Rådet for retlige og indre anliggender i EU.
/ritzau/
Andre læser også