AVIZ

EU vil reducere afhængighed af råstoffer fra Kina

EU vil reducere afhængighed af råstoffer fra Kina
EU vil reducere afhængighed af råstoffer fra Kina (Virginia Mayo/Ritzau Scanpix)

Det skal gøre EU mere uafhængig. Og det skal bringe EU tættere på at kunne opfylde klimamålene.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, torsdag, hvor udspillet Critical Raw Materials Act blev fremlagt.

– Lovforslaget vil markant forbedre raffinering, forarbejdning og genbrug af råstoffer her i Europa.

– Vi styrker også vores samarbejde med pålidelige handelspartnere for at reducere vores afhængighed af et eller nogle få lande, siger von der Leyen.

For at nå målsætningerne i forslaget må myndigheder fremover maksimalt bruge 24 måneder på at vurdere en ansøgning om at starte eksempelvis en mine til udvinding af sjældne jordarter. Og maksimalt 12 måneder, hvis tilladelsen drejer sig om forarbejdning og genbrug af de kritiske råstoffer.

Kommissionen anser råstoffer for at være kritiske, hvis de har afgørende økonomisk betydning, men ikke kan udvindes på pålidelig vis inden for EU, og derfor for størstedelens vedkommende må importeres.

Forslaget om hurtigere tilladelser vil måske skabe bekymring for, om EU kan komme på kant med de normale procedure for råstofprojekter.

Projekterne rummer typisk negative konsekvenser for miljøet eller borgere, der bor i områderne. Derfor tager det ofte lang tid at få gennemført miljøundersøgelser og borgerhøringer, før der gives grønt lys.

EU-Kommissionen understreger dog, at medlemslandene skal øge indsatsen for at afbøde eventuelle negative virkninger. Det gælder både i EU og i tredjelande.

Målet er at sikre arbejderes rettigheder og miljøbeskyttelsen i forbindelse med udvindingen og håndteringen af råstofferne, fastslår EU-Kommissionen i forslaget.

Ud over at udvinde, forarbejde og genbruge flere af de kritiske råstoffer i Europa lægger EU-Kommissionen også op til at købe ind fra flere lande.

– Vi styrker vores samarbejde med pålidelige handelspartnere for at reducere vores afhængighed af et eller nogle få lande, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Her lægger EU-Kommissionen op til, at der skal indgås partnerskaber med udviklingslande, som har adgang til de kritiske råstoffer. De er i dag koncentreret i lande som Kina, Rusland, Chile og Brasilien.

Særligt Kinas monopol – ikke bare på udvinding, men også en stor forarbejdningsindustri – bliver set som problematisk i Bruxelles. Kina sidder i øjeblikket tungt på markederne for sjældne jordarter og grafit.

EU-Kommissionen ønsker desuden at pålægge en række af Europas største virksomheder at gennemføre et tjek af deres forsyningskæde. Det skal være med til at afsløre potentielle problemer i forhold til forsyningssikkerheden.

Forslaget skal nu diskuteres med EU-Parlamentet og EU-landene, før det kan vedtages og træde i kraft.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere