AVIZ

25-årig afviser drabsforsøg men erkender vold mod kollegiebeboer

Exteriør af retten i Randers mm.
Exteriør af retten i Randers mm. (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Men han erkender sigtelsen om vold. Det oplyser hans forsvarsadvokat, da retsmødet torsdag kort før klokken 13 er gået i gang.

Den sigtede er den fjerde anholdte i sagen, hvor en 19-årig mand fik alvorlige skader som følge af branden tirsdag aften ved Campus Djursland i Grenaa.

De sigtes alle for i forening at have brækket næsen på ofret, hvorefter de skal have stukket ild på værelset.

Formålet var ifølge sigtelsen, at den 19-årige skulle dø.

Så vidt kom det dog ikke, idet manden blev reddet ud af det brændende værelse.

Den 25-årige meldte sig selv til politiet onsdag aften.

Han er i retten iført en blå overtræksdragt og sidder ved siden af en forsvarsadvokat på den ene side og en tolk på den anden side.

Dommeren har efter anklagerens oplæsning af sigtelsen besluttet at lukke dørene for de tilstedeværende journalister.

Anklageren har argumenteret for dørlukning, da der ifølge sigtelsen er mindst én ukendt medgerningsmand på fri fod.

Onsdag blev tre kvinder på henholdsvis 19, 20 og 54 fremstillet i grundlovsforhør.

De er ligeledes sigtet for drabsforsøg, ildspåsættelse og vold og har alle nægtet sig skyldige.

To af kvinderne blev efter forhøret varetægtsfængslet i fire uger, mens den tredje kvinde på 20 år fik anholdelsen opretholdt i tre gange 24 timer.

Det er endnu uvist, hvilket motiv politiet mener, at de sigtede skulle have haft for at forsøge at dræbe den 19-årige.

Offeret er elev på Grenaa Gymnasium, har rektor på gymnasiet oplyst til Ekstra Bladet.

Den fløj, hvor branden opstod, bliver ifølge Randers Amtsavis lejet ud til Grenaa Gymnasium og de udvekslingsstuderende på gymnasiets internationale linje.

Efterforskere fra Østjyllands Politi arbejder på at kortlægge de nærmere omstændigheder, oplyser politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

– Der vil gå et stykke tid, før vi har samlet alle brikkerne i forhold til hændelsesforløbet, men anholdelsen af den 25-årige er et vigtigt skridt fremad i vores videre efterforskning, udtaler han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Andre læser også

Find de smukkeste smykker

    Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
    Læs mere