AVIZ

EU vil overvåge de ydre grænser og hjemsende flere asylansøgere

EU vil styrke de ydre grænser og hjemsende flere
EU vil styrke de ydre grænser og hjemsende flere (Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix)

Samtidig vil man skrue op for hjemsendelser af afviste asylansøgere. Det siger næstformand for EU-Kommissionen Margaritis Schinas på et pressemøde tirsdag.

– Den overordnede idé er, at vi over fem år vil få et system, som fungerer ensartet baseret på fælles principper, siger Margaritis Schinas.

EU-Kommissionen lægger blandt andet op til, at bruge kameraer og droner til at overvåge grænserne. Øget samarbejde mellem medlemslande og EU’s grænse- og kystvagt, Frontex, skal føre til flere hjemsendelser.

Og så skal øget samarbejde med tredjelande på migrationsruterne fører til, at færre bevæger sig afsted på den farlige rejse til EU med hjælp fra menneskesmuglere.

– Vores migrations- og asylsystem kan fungere meget bedre, siger EU-kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson.

Hun peger blandt andet på, at kun 21 procent af de afviste asylansøgere i EU sidste år blev sendt tilbage til deres oprindelsesland.

– Når vi ikke formår at sende afviste retur, så hæmmer det vores modtagecentre og udhuler tilliden til asylsystemet. For at beskytte retten til asyl er vi nødt til at vise, at vi på den rette måde håndtere dem, der ikke har ret til international beskyttelse, siger Ylva Johansson.

Udspillene kommer, efter at der sidste år skete en kraftig stigning i antallet af personer, der søger til EU. I flere lande er tallet oppe på niveau med 2015 og 2016.

Ifølge tal fra EU’s grænse- og kystvagt, Frontex, blev der i 2022 opdaget omkring 330.000 “irregulære grænsekrydsninger”. Det er ifølge Frontex en stigning på 64 procent i forhold til 2021.

Samtidig er antallet af asylansøgninger steget betragteligt. Sidste år søgte i alt 924.000 personer asyl i EU. Året før, i 2021, var antallet af asylansøgere i EU 535.000.

Derfor har EU-landene efterspurgt udspil, der kan styrke bevogtningen af de ydre grænser og sikre hjemsendelse af flere afviste asylansøgere.

De seneste uger har dog også været skæmmet af flere drukneulykker i Middelhavet. Ud for Libyens kyst og ud for den italienske kyst er både med migranter kæntret, og mere end 100 mænd, kvinder og børn skønnes at være druknet i de to ulykker.

I udspillet lægger EU-Kommissionen derfor op til, at styrke samarbejdet om eftersøgning- og redningsaktioner mellem EU-landene. Men det vil formentlig ikke være nok, erkender Ylva Johansson.

– Jeg må være ærlig at sige: Så længe folk søger til EU via Middelhavet, så vil der være personer, som mister livet. Hvis vi skal forhindre det, så skal vi stoppe folk, inden de går ned i usikre både i dårligt vejr.

– Og vi må sikre legale veje til migration. Det er den eneste løsning, siger Ylva Johansson.

Hun fastslår, at EU har “brug for” legal migration for at sikre flere personer på det europæiske arbejdsmarked.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere