AVIZ

EU-kommissær efter angreb: Farlige afviste asylansøgere skal ud med magt

EU-kommissær efter angreb: Farlige afviste asylansøgere skal ud med magt

Hun deltager torsdag i et møde for EU-landenes justits- og indenrigsministre i Luxembourg. Her skal det diskuteres, hvordan man kan øge den indre sikkerhed i EU efter to angreb i den franske by Arras og i Belgiens hovedstad, Bruxelles.

– For mig er det særligt vigtigt, at individer, som kan være en sikkerhedstrussel over for vores borgere og over for EU, skal sendes tilbage med magt og med det samme, siger Ylva Johansson.

Begge angreb betegnes af myndighederne som terror. Og i begge tilfælde var de formodede gerningsmænd personer, der ifølge kritikere burde være sendt tilbage, længe før de dræbte civile.

– Vi skal øge indsatsen for at sende de personer tilbage, som ikke har ret til at opholde sig i EU.

– Vi har allerede gjort meget. I år er der sket en stigning på 20 procent i antallet, der sendes hjem. Så vi sender flere hjem i dag. Men stadig mere skal gøres, siger EU-kommissær Ylva Johansson.

Den formodede gerningsmand bag et angreb i Bruxelles i mandags, hvor to svenskere blev dræbt før en fodboldkamp mellem Belgien og Sverige, var en 45-årig tuneser. Han havde tidligere søgt asyl i Belgien, men fik sin ansøgning afvist i 2020.

På en skole i den franske by Arras i fredags blev en lærer blevet slået ihjel i et knivangreb. Den formodede angrebsmand kom fra den russiske republik Ingusjetien.

Hans familie havde fået afslag på asyl i Frankrig og var i 2014 blevet overført til Charles de Gaulle-lufthavnen for at blive sendt tilbage til Rusland.

Men ifølge avisen Le Monde endte det med, at daværende indenrigsminister Manuel Valls’ stab gav familien lov til at blive i Frankrig.

EU-landene har mulighed for at sende afviste asylansøgere tilbage, hvis modtagerlandene vil tage imod. Den mulighed udnytter EU-landene ikke tilstrækkeligt, mener Ylva Johansson.

– Tilbagesendelserne virker med mange lande. Det har jeg haft fokus på i fire år, og der er sket fremskridt med mange forskellige lande, siger Ylva Johansson.

Hun peger på, at det er lykkedes at indgå nye aftaler, fordi EU nu siger til tredjelande, at de får begrænset deres visa-adgang til EU, hvis de ikke samarbejder om at modtage egne borgere.

– Så nu har vi et bedre samarbejde med lande som Irak, Bangladesh og Senegal.

– Nu skal vi fortsætte med at arbejde i begge spor. Både på at få tredjelande til at tage imod egne borgere, og at vi på EU-siden lukker hullerne og bliver hurtigere til at sende afviste hjem, siger Ylva Johansson.

EU-Kommissionen presser desuden på for, at EU-Parlamentet skal godkende ny lovgivning, der skal gøre det lettere at sende afviste asylansøgere tilbage.

– Tilbagesendelsesdirektivet er et nøgleelement. Vi forventer, at EU-Parlamentet giver mulighed for, at vi hurtigt kan tilbagesende personer, som vurderes at udgøre en trussel.

– De skal kunne sendes tilbage uden en periode med frivillighed først. Det er det sidste element, vi mangler, i kampen mod terrorisme. Nu er det tid til at få det på plads, siger næstformand i EU-Kommissionen Margaritis Schinas.

/ritzau/

Andre læser også