AVIZ

Ekstra Bladet nedlægger Victor-pris efter beskrivelse af krænkelser

Victor Andreasen
Victor Andreasen (Vagn Hansen/Ritzau Scanpix)

Det sker, efter at en ny bog beskriver, hvordan Victor Andreasen angiveligt udsatte sin kone Tove Ditlevsens datter for seksuelle overgreb.

Det skriver Ekstra Bladet.

– Der er kommet substantielle nye oplysninger om Victor Andreasen. De er så alvorlige, at vi – efter at vi har undersøgt det – ikke synes, at det giver mening at uddele en pris i hans navn, siger chefredaktør Knud Brix til Ekstra Bladet.

Victor-prisen er siden 1980 blevet uddelt for at hædre journalister, forfattere, fotografer og tegnere både på og uden for Ekstra Bladet for at arbejde i anarkistisk ånd.

Ekstra Bladets chefredaktør, Knud Brix, mener dog ikke, at det vil være passende at fortsætte med at uddele en ærespris i Victor Andreasens navn.

I en ny bog “Tove Ditlevsen var min mormor” beskriver Lise Munk Thygesen, der er Tove Ditlevsens barnebarn, hvordan hendes mor, Helle Munk, tilsyneladende blev udsat for seksuelle overgreb af Victor Andreasen, der var gift med Tove Ditlevsen.

Det har fået Knud Brix til at mødes med Lise Munk Thygesen for at se Helle Munks journaler, hvor anklagerne om overgreb begået af Victor Andreasen er noteret, skriver mediet.

Knud Brix siger, at han ikke er ude på at skrive Victor Andreasen ud af bladets historie. Der vil også stadig hænge et fotografi af ham på redaktionen, som der gør af tidligere chefredaktører.

Der skal dog oprettes en ny pris. Det er endnu ikke besluttet, hvad prisen skal hædre, og hvad den skal hedde.

/ritzau/

Andre læser også