AVIZ

Statsminister: Europa er på vej mod modtagecentre uden for EU

European Council in Brussels
European Council in Brussels (Olivier Hoslet/Ritzau Scanpix)

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) fredag, da hun forlader et EU-topmøde i Bruxelles.

Landene er bredt set enige om at fokusere mere på de ydre grænser og sikre, at der kommer færre migranter til Europa.

Det kan indebære aftaler med tredjelande uden for Europa som eksempelvis den, som EU har med Tyrkiet om at tilbagesende irregulære migranter.

– Jeg hører flere og flere – og jeg tør i virkeligheden godt sige et flertal af europæiske ledere – der siger, at det er den vej, vi skal gå. Vi skal intensivere samarbejdet med lande uden for EU for at få stoppet trafikken hen over eksempelvis Middelhavet, siger Mette Frederiksen.

Tunesien og andre lande i Nordafrika er i kikkerten i den sammenhæng.

Kigger man længere frem, ser Mette Frederiksen modtagecentre uden for EU for sig.

– Vi skal nok ende med på et tidspunkt at have modtagecentre uden for Europa. Der skal vi nok lande. For det er så uholdbart, det der sker nu, slår statsministeren fast.

Danmark arbejder selv på en model med Rwanda som modtagerland. Men det er ikke så vigtigt, om det kommer til at se præcis sådan ud, siger Mette Frederiksen.

– For den danske regering er det ikke den konkrete model, der er afgørende. Det afgørende for os er, at Europa anerkender og vedkender sig, at der er grænser for, hvor mange der kan komme hertil. Ellers ryger sammenhængskraften, siger hun.

Mens der ifølge den danske statsminister er fælles fodslag på den såkaldte eksterne dimension af migrationspolitikken, har den interne dimension skabt problemer på topmødet.

Ungarn og Polen har nægtet at underskrive de forberedte konklusioner om migration, som lederne enstemmigt skal give deres opbakning til.

Det skyldes de to landes store utilfredshed med en ny aftale om asyl og migration. Den blev indgået for blot et par uger siden med kvalificeret flertal. Polen og Ungarn stemte imod.

Mest kontroversielt i de to landes øjne er den obligatoriske solidaritet, hvor lande forpligter sig til at hjælpe andre medlemslande, der oplever et stort migrationspres.

Modsat andre emner på topmødet kommer der altså ikke nogen fælles konklusion fra EU-lederne om migration. I stedet har EU-præsident Charles Michel fredag udsendt konklusioner fra drøftelsen.

Det er dog ikke noget reelt problem, mener Mette Frederiksen, at landene ikke udsender fælles konklusioner.

– I virkelighedens verden betyder det ikke noget. Vi har i mange af landene en fælles interesse i, at vi bevæger os videre på migration. Det hører jeg ikke Ungarn og Polen tale imod, siger hun.

/ritzau/

Andre læser også

Derfor er bilservice vigtigt

    Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
    Læs mere

    Få styr på dit hjemmekontor

      Sponsoreret indlæg Mange mennesker har efter corona-pandemien fundet ud af, at det kan være fornuftigt at have et hjemmekontor. Hvis du føler, at du ofte kan koncentrere dig bedst hjemmefra [...]
      Læs mere