AVIZ

Beskæftigelsen runder milepæl – over tre millioner i arbejde

Håndværkere arbejder

I august var der 3.000.600 personer med lønmodtagerjob ifølge Danmarks Statistik.

Fra juli til august steg antallet af lønmodtagere med 4300 personer.

I lidt under tre år har lønmodtagerbeskæftigelsen været på næsten uafbrudt optur.

Økonomer glæder sig over en bred kam over, at milepælen på tre millioner er blevet rundet.

– Det er på alle måder historisk, og der er ingen tvivl om, at den stærke beskæftigelse er årets helt store positive overraskelse, vurderer Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar.

I januar 2021 – da den næsten uafbrudte stigning begyndte – var der knap 2.762.000 lønmodtagere. Siden er der kommet knap 240.000 til.

Men økonomerne varsler, at udviklingen i den danske beskæftigelse ikke ser ud til at vare ved.

Ser man på den europæiske økonomi, er den “i bedste fald stagnerende”, vurderer cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen – og det er Danmarks også, bemærker han.

– Der er stadig mange ledige stillinger, men ikke så mange som der har været, og vi forventer, at vi der vil være moderat faldende beskæftigelse i den kommende tid, skriver han.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) glæder sig over, at “den magiske grænse” er nået.

Hun understreger dog, at der fortsat skal sættes ind, så virksomheder kan få den nødvendige arbejdskraft.

– Vi er ikke i mål endnu. Vi skal have et mere rummeligt arbejdsmarked. Flere unge uden job og uddannelse skal have en plads på arbejdsmarkedet, flere indvandrere skal i job, og flere skal opkvalificeres og efteruddannes, siger hun i en pressemeddelelse.

Danmarks Statistik tager det forbehold, at tallene er foreløbige. De er korrigeret for normale sæsonudsving.

/ritzau/

Andre læser også