AVIZ

Beboere søger væk fra sommerhusområde i Sønderjylland

Udsigt til forhøjet vandstand

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi fredag morgen omkring klokken 04.30.

Politiet skriver, at det har været særligt opmærksomt på et sommerhusområde i Sandersvig, hvor den forhøjede vandstand kan gøre, at et dige brister. Det ligger i Haderslev Kommune.

– Politiet har foretaget en grundig søgning i området og været i dialog med enkelte beboere, der efterfølgende valgte at forlade området, lyder det fra politiet.

Ud over de få evakueringer er natten gået uden de store udfordringer, skriver politiet.

– En række vejstrækninger i de lavtliggende områder er oversvømmet. Enkelte træer er desuden væltet i politikredsen som følge af vinden.

– Det har medført en enkelt trafikulykke, men der har ikke været alvorlig personskade, skriver politiet.

Strømmen er desuden blevet afbrudt til enkelte sommerhuse i Haderslev Kommune.

Det er netselskabet N1, der har slukket for strømmen. Det er sket efter planen for at skåne udstyr i tilfælde af, at for eksempel kabelskabe bliver oversvømmet. De berørte borgere var desuden blevet varslet af N1 på forhånd.

Kraftig blæst fra øst er med til at skabe kraftigt forhøjet vandstand fra torsdag og frem til lørdag.

Vandstanden ved den danske kyststrækning, kan nogle steder blive så høj, at der ikke er set lignende i mere end 100 år.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet forhøjet vandstand i kategori 3, som indikerer “meget farligt vejr”.

Særligt i det Sydlige Lillebælt lyder varslingen, at vandstanden langt vil overstige normalen. Her ventes en forhøjet vandstand på mellem 1,9 og 2,4 meter.

I eksempelvis Haderslev ventes vandstanden at toppe natten til lørdag klokken 01.30 med 2,14 meter over normalen.

/ritzau/

Andre læser også