Det fremgår af et fælles brev, som otte partiledere har sendt til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Danmarksdemokraterne er det eneste parti uden for regeringen, som ikke er med i brevet.
Regeringen fremlagde i begyndelsen af marts uddannelsesudspillet “Forberedt på fremtiden I”. Det indeholder blandt andet elementet med at forkorte op mod halvdelen af kandidatuddannelserne.
Der var sættemøde om udspillet i sidste uge, og efter det har de otte partier altså opfordret regeringen til at komme på andre tanker.
Til Politiken siger Egelund, at “der er ikke noget, der er ultimativt her”. Men netop elementet om at forkorte kandidatuddannelserne er dog fundamentet i udspillet.
– Jeg står ikke ved indgangen til forhandlingslokalet og beder dem om at aflægge et troskabsløfte over for regeringens udspil en til en.
– Det er jo derfor, vi inviterer til politiske forhandlinger. Det er jo faktisk for at forhandle. Og derfor vil jeg jo se med fuldstændig åbent sind på, hvad de måtte have af konkrete forslag, når vi mødes til forhandlingsmøde senere i dag, siger Egelund til avisen.
Borgmestrene i landets fire største byer – som alle er socialdemokrater – har også ytret sig kritisk over for regeringens udspil. Stemmer fra universitetsverdenen og de studerende har ligeledes udtrykt kritik.
Hos Djøf, som er en fagforening for akademikere – det vil sige universitetsuddannede – er formand Sara Vergo glad for meldingen fra de otte partier.
– I Djøf er vi meget glade for oppositionens udmelding. For vi har aldrig fået svar fra regeringen på, hvilket problem man egentlig ville løse ved at forkorte kandidatuddannelserne, siger hun i en skriftlig kommentar.
– Vi deler oppositionens bekymringer for kvaliteten af vores universitetsuddannelser, Danmarks internationale konkurrenceevne og produktivitet. Og i den grad bekymringen for, at man skaber et A- og B-hold blandt universitetsuddannede.
– Men også, at man lukker døre for fremtidens unge og giver dem ringere muligheder end nutidens unge, siger Vergo.
Tidligere har statsminister Mette Frederiksen (S) udtalt, at uddannelsesområdet er en af tre hovedprioriteter for regeringen frem mod sommer.
/ritzau/
Andre læser også