AVIZ

Medie: Regeringen dropper Arne-plusordning

RB PLUS NU bliver det Arnes tur

I regeringsgrundlaget lød det, at regeringen ville slå Arne-pensionen og seniorpensionen sammen i en ny, fælles ordning, som statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt Arne-plusordningen.

Seniorpensionen, som blev indført i 2020, står i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen til at blive lagt sammen med Arne-pensionen til en Arne-plusordning, hvilket ville betyde, at Arne-pensionen sættes op til omkring 15.000 kroner om måneden.

Til gengæld skulle seniorpensionen afskaffes. Den giver op til 19.700 kroner om måneden og har samtidig den fordel, at den kan tildeles tre år tidligere end Arne-plusordning.

Ifølge TV 2 vil både seniorpensionen og Arne-pensionen fortsætte, selv om regeringen ifølge regeringsgrundlaget egentlig ønsker at afskaffe seniorpensionen.

De tidligere udmeldte planer om at droppe seniorpensionen har mødt kritik fra oppositionen, hvorefter regeringen tidligere har erkendt, at det ikke er sikkert, at den har fundet “den perfekte løsning”.

Arne-plusordningen vil formentlig derfor ikke være en del af regeringens 2030-plan, som finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer tirsdag.

Derudover står der velfærd på talepapiret til tirsdagens præsentation.

Mandag har finansministeren oplyst til Ritzau, at regeringen vil prioritere 32 milliarder kroner til investeringer i velfærden.

– Vi giver et økonomisk løft af velfærden på ekstra 32 milliarder kroner. Det løft målretter vi blandt andet ældre, børn, sundhed, uddannelse og tryghed, siger han i et skriftligt citat.

Milliarderne annonceres i regeringens 2030-plan, der er en status og fremskrivning af økonomien de kommende år.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaternes 2030-plan præsenteres, lidt over et år efter at S-regeringen i september 2022 præsenterede en tilsvarende plan.

/ritzau/

Andre læser også