AVIZ

Meldinger om panik og uklarhed i Gaza under bombardement

Israeli-Palestinian conflict - Sderot

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kan lørdag ikke få kontakt til sine medarbejdere efter en voldsom nat med bombardementer.

Det skriver organisationens generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på det sociale medie X – det tidligere Twitter.

– Blackoutet gør det også umuligt for ambulancer at nå frem til sårede, skriver generalsekretæren.

– Evakuering af patienter er ikke muligt under disse omstændigheder, fortsætter han og forklarer, at det heller ikke er muligt at søge ly sikre steder.

Også journalisten Rushdi Abualouf, der rapporterer for det britiske medie BBC, melder om problemer for ambulancer.

– Der var et kæmpe bombardement i den nordlige del af Gazastriben i et omfang, som vi ikke har set før, skriver han for BBC og beskriver, at der var store flammer og røg.

– På hospitalet fortalte ambulanceførere mig, at de ikke kunne kommunikere med nogen, så de kørte blot i retning af eksplosionerne.

– Der har været panik overalt, skriver Rushdi Abualouf.

Israel sagde fredag aften, at landets hær ville optrappe krigen på landjorden i Gaza, hvor flere uafhængige organisationer har advaret om en humanitær krise.

Korrespondenter i Gaza og det sydlige Israel melder ifølge AFP, at luftangreb og anden beskydning er fortsat lørdag, men mindre intenst end i løbet af natten.

Området er ramt af omfattende blackout af kommunikationen, skriver nyhedsbureauet Reuters, hvorfor informationer om den israelske offensiv i løbet af natten har været sparsomme.

Hamas dræbte i et overraskelsesangreb 7. oktober ifølge Israel mindst 1400 mennesker i Israel.

Den militante islamistiske bevægelse tog desuden over 200 gidsler med tilbage til Gazastriben. Kun få er blevet løsladt.

Som modsvar har Israel udført omfattende bombardementer i Gaza.

Det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gaza har sagt, at mindst 7300 er blevet dræbt som følge af Israels modsvar.

/ritzau/

Andre læser også