AVIZ

Israels militær har soldater i felten i Gaza

Israel Palestinians

Det siger militærtalsmand Daniel Hagari lørdag ifølge det britiske medie BBC.

Hagari bekræfter, at soldater gik ind i det nordlige Gaza i løbet af natten.

– Vi arbejder mod mål, som vi selv har sat, og som er blevet defineret for os: Hamas’ opløsning, grænsesikkerhed og en national indsats for at få de bortførte tilbage, siger Hagari ifølge BBC.

Det er kendt, at Israel flere gange den seneste tid er gået ind i Gaza via landjorden. Det er uvist, hvor længe de seneste operationer på landjorden vil fortsætte. Israel har tidligere varslet, at en egentlig invasion kan være på vej på et tidspunkt.

De seneste angreb har ifølge det israelske militær ramt lederen af Hamas’ luftvåben og flådestyrkerne. Det vil ifølge Israel føre til “en svagere fjende”.

Den militante palæstinensiske bevægelse Hamas har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at gruppen er klar til at møde de israelske angreb med “fuld styrke”.

Der har været meldinger om panik og uklarhed i Gaza under fredagens og lørdagens bombardementer fra Israel.

Et kommunikationsblackout skaber udfordringer for Gazas sundhedsvæsen og muligheder for at hjælpe civile, melder Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Den israelske militærtalsmand siger i forbindelse med opdateringen lørdag formiddag også, at lastbiler med nødhjælp vil kunne komme ind til området under “en udvidet humanitær indsats”. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Israel vil lade mad, vand og medicin komme ind i det sydlige Gaza. Det er uklart, om der er tale om yderligere nødhjælp via Rafah-overgangen mellem Egypten og Gaza, hvor et begrænset antal lastbiler allerede har fået lov at komme ind flere gange.

Hamas dræbte i et overraskelsesangreb 7. oktober ifølge Israel mindst 1400 mennesker i Israel.

Den militante islamistiske bevægelse tog desuden over 200 gidsler med tilbage til Gazastriben. Kun få er blevet løsladt.

Som modsvar har Israel udført omfattende bombardementer i Gaza.

Det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gaza har ifølge nyhedsbureauet AFP sagt, at mindst 7300 er blevet dræbt som følge af Israels modsvar.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere