AVIZ

EU-lande vil samle sig om Ukraine efter sprækker i opbakning

EU-lande vil samle sig om Ukraine efter sprækker i opbakning

– Ukraine er på dagsordenen i dag. Vi vil fastslå, at EU vil støtte Ukraine, så længe det behøves. Vi vil arbejde for at lægge mere pres på Rusland via sanktioner, siger Charles Michel.

Udmeldingen kommer, efter Slovakiet som det første EU- og Nato-land har meddelt, at man vil stoppe den militære støtte til Ukraine.

Dermed er de 27 EU-lande ikke længere samlede om den militære støtte. Alligevel ventes landene fredag at enes om konklusioner, der bakker op om Ukraine.

I et udkast til konklusionerne, som Ritzau har set, hedder det blandt andet:

– EU vil fortsætte med at yde stærk finansiel, økonomisk, humanitær, militær og diplomatisk støtte til Ukraine og dets folk, så længe det behøves.

Her fastslår landene også, at man i lyset af Ruslands fortsatte angreb på Ukraines civile infrastruktur vil “intensivere den humanitære og civile” assistance til Ukraine. Det sker for at sikre, at Ukraine kan klare en ny krigsvinter.

Derfor vil EU-landene bidrage med udstyr som “generatorer, transformatorer, mobile varmestationer og højspændings- og belysningsudstyr”, hedder det i konklusionerne.

Her lægger EU-landene også op til, at Rusland skal betale for de “massive skader” som følge af krigen i Ukraine.

Estlands statsminister, Kaja Kallas, fastslår, at det efter hendes mening ikke kan komme på tale at aflevere beslaglagte russiske aktiver tilbage, så længe der er behov for genopbygning af Ukraine.

– Ingen kan tro, at vi vil løfte sanktioner mod Rusland og give al ejendom og alle aktiver tilbage uden at få penge til at betale for genopbygningen af Ukraine, siger Kaja Kallas på vej ind til mødet.

Hun har flere gange understreget, at det ikke er de europæiske skatteydere, der skal se deres penge gå til genopbygningen frem for de behov, der er i deres egne lande.

– Rusland har midlerne til at betale for genopbygningen, sagde Kaja Kallas torsdag forud for EU-topmødet.

/ritzau/

Andre læser også