Den anslåede pris på at renovere den Arne Jacobsen-tegnede, fredede bygning i Havnegade 5 fortsætter således med at stige.
2,8 milliarder kroner, lyder overslaget over anlægsarbejdet nu på. Det skriver banken på sin hjemmeside.
Det er en stigning på omtrent 900 millioner kroner fra det seneste overslag. Det lød på 1,9 milliarder kroner i 2022. Og det er knap dobbelt så meget som overslaget på 1,5 milliarder kroner i 2020.
Prisen på renoveringen kan potentielt stige yderligere. Det vurderer banken på sin hjemmeside.
Der er nemlig ikke indgået kontrakter på entrepriser endnu.
– Og det endelige anlægsbudget for renoveringen af Arne Jacobsens gamle bygning kan derfor blive højere end det nuværende overslag, skriver banken.
Arbejdet med renoveringen betyder, at størstedelen af Nationalbankens cirka 500 medarbejdere er flyttet andre steder hen.
De fleste er flyttet til en kontorbygning på Langelinie Allé 47 i København.
De skal ikke regne med at flytte tilbage til den kendte bygning i de kommende år. For prisen er ikke det eneste, der har ændret sig.
– Samtidig ventes byggeperioden nu at blive ét år længere, så Nationalbankens bygning først ventes klar til brug igen i 2029, skriver banken.
Problemerne med bygningen er flere.
Dele af den indvendige indretning indeholder stoffer som asbest og PCB. De skal saneres eller udskiftes.
Derudover er der en del tekniske installationer, som efter 50 år er nedslidte. Det er ifølge banken den største enkeltpost.
De løbende stigninger i prisen skyldes ifølge banken, at det er blevet klart, “hvor meget arbejde der er i at skabe langtidsholdbare løsninger”.
De skal både være “tro mod Arne Jacobsens løsninger fra 1960’erne” og “bæredygtige i drift”.
Det er Nationalbanken selv, som er bygherre på restaureringen og finansierer den.
/ritzau/
Andre læser også