AVIZ

Trump-støtte mister opbakning ved ny afstemning om formandspost

House Lawmakers Work Towards Electing New Speaker On Capitol Hill

Det står klart efter anden afstemning tidligt onsdag aften dansk tid.

Repræsentanternes Hus er ved at finde en afløser for Kevin McCarthy, der måtte gå af som formand for to uger siden.

59-årige Jim Jordan, der har opbakning fra ekspræsident Donald Trump, er blevet valgt som republikanernes kandidat. Indtil videre har han dog ikke formået at sikre sig den nødvendige opbakning i partiet.

Onsdag fik han 199 stemmer fra partifællerne. Dermed har han mistet støtte fra en enkelt i forhold til afstemningen tirsdag, hvor han fik 200 stemmer.

Ligesom tirsdag stemte alle 212 demokrater også onsdag mod Jim Jordan. Alle deres stemmer gik i stedet til demokratiske Hakeem Jeffries.

Det kræver 217 stemmer at blive valgt som ny formand.

Jim Jordan siger onsdag kort efter afstemningen, at han trods to fejlslagne forsøg fortsætter som kandidat til formandsposten.

Siden Kevin McCarthys afgang har Repræsentanternes Hus været uden formand. Dermed kan dets 435 medlemmer ikke vedtage nye love eller gribe ind for eksempelvis at forhindre en ny nedlukning af staten.

Det var McCarthys republikanske partifælle Matt Gaetz, der havde fremsat et forslag om at fjerne 58-årige McCarthy som formand.

Gaetz og andre republikanere på højrefløjen er utilfredse med McCarthy, der for nylig indgik en aftale med Demokraterne om et midlertidigt budget.

/ritzau/

Andre læser også