AVIZ

Zoo tester nyt trick til pandaparring efter flere fejlslagne forsøg

Pandaer
De seneste fire år har Zoologisk Have i København forsøgt at få de to pandaer Mao Sun og Xing Er til at parre sig. Uden held.

Derfor afprøver man i år en ny strategi.

Det skriver Zoologisk Have i en pressemeddelelse.

– Vi gør det, at vi forsøger med en tilgang, som har været succesfuld for vores isbjørne og brunbjørne. Nemlig at vi lukker dem sammen allerede nu – selv om der er flere uger til, at hun er klar, forklarer zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.

Lågerne mellem de to pandaanlæg blev åbnet tirsdag morgen. Her stod dyrepassere, dyrlæge og zoo-medarbejdere klar.

Mads Frost Bertelsen forklarer, at fordi pandaer lever alene, kan de første dage, hvor de er sammen, godt ende i slåskampe.

– Vi håber, at med den ekstra tid sammen, så er de færdige med at slås, så de kan koncentrere sig om at komme i gang med parringen, når tiden er inde, siger han.

I de første minutter, efter at lågerne blev åbnet, så dyrene hinanden an. Men hurtigt satte de sig med hver deres bunke bambus og begyndte at spise.

Det er “det bedste scenarie, vi kunne håbe på”, siger Mads Frost Bertelsen.

Der vil dog alligevel være døgnbemanding på pandaerne, så man kan gribe ind, hvis de begynder at slås.

Parringsvinduet åbner om godt tre uger.

Ifølge Zoologisk Have var der absolut ingen interesse fra hannen Xing Ers side de første to år. Men sidste år tydede noget på, at der var amoriner i luften.

– Vi så blandt andet, at når Mao Sun stillede sig an, så kravlede Xing Er op på hende og bed hende i nakken, præcis som det foregår, når pandaer parrer sig.

– Problemet er jo, at de ikke helt ved, hvad de skal gøre, og at de kun har den ene gang om året til at øve sig. Vi har oplevet, at de har haft svært ved at blive synkroniseret, forklarer zoo-direktøren i pressemeddelelsen.

Den zoologiske have håber, at Xing Er i år er blevet mere moden.

Men de har dog alligevel planer om at hjælpe de to pandaer lidt på vej. Der bliver for eksempel spredt urin ud i anlægget fra andre hanpandaer.

Det skal øge Xing Ers interesse for Mao Sun, hvis han tror, at der er konkurrenter i nærheden.

Pandaerne kom til Danmark i 2019 fra Kina og er udlejet til Danmark i 15 år. Pandaerne tilhører stadig Kina, ligesom eventuelle unger gør det.

/ritzau/

Andre læser også