AVIZ

Zelenskyj: Ødelagt dæmning kommer ikke i vejen for modoffensiv

Local resident walks on a flooded street after the Nova Kakhovka dam breached, in Kherson
Local resident walks on a flooded street after the Nova Kakhovka dam breached, in Kherson (Stringer/Reuters)

Sådan lyder det fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på beskedtjenesten Telegram.

– Eksplosionen af dæmningen vil ikke påvirke Ukraines evne til at generobre sine egne territorier, siger han.

Han siger også, at han har talt med højtstående kommandører i det ukrainske militær. De har forsikret ham om, at hæren er klar.

Regeringen i Ukraine anser sprængningen som et forsøg fra Rusland på at bremse en længe ventet offensiv fra Ukraine.

Den ukrainske dæmning blev sprængt i luften tidligt tirsdag morgen.

Ifølge den ukrainske guvernør i regionen Kherson, Oleksandr Prokudin, er der 16.000 personer, som bor i en zone, som kan blive oversvømmet.

Andrij Jermak, som er rådgiver for den ukrainske præsident, sagde tidligere tirsdag, at sprængningen kunne være til fare for byen Zaporizjzja. Byen har et russisk-indsat bystyre.

Den 30 meter høje og 3,2 kilometer lange dæmning blev bygget i 1956 som en del af et vandkraftværk.

Dæmningen ligger på Dnepr-floden. Den har et 18 kubikkilometer stort bassin.

Både Rusland og Ukraine beskylder hinanden for at have ødelagt dæmningen.

Begge lande har også i flere måneder anklaget modparten for at ville sprænge dækningen.

Dæmningen ligger i Kherson-regionen i den sydlige del af Ukraine. Regionen er under krigen blevet delvist annekteret af Rusland.

Den ligger nord for Krim-halvøen, som blev annekteret af Rusland i 2014.

Ifølge diplomatiske kilder er der indkaldt til et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd tirsdag aften, som både Rusland og Ukraine har bedt om.

/ritzau/AFP

Andre læser også