AVIZ

Var sat på pause: Døren åbnet for fire havvindmølle-projekter

Billedpakke: Havvindmøller
Billedpakke: Havvindmøller (Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Der er tale om projekterne Jammerland Bugt Havvindmøllepark, Lillebælt Syd Havvindmøllepark, Omø Syd Havvindmøllepark og Nordre Flint Havvindmøllepark.

Tidligere har to andre projekter også fået genoptaget deres sagsbehandling.

Ordningen blev sat i bero i februar. Ifølge de danske myndigheder er der opstået tvivl om, hvorvidt ordningen er i strid med EU’s regler for statsstøtte.

Det er der ikke længere tvivl om ved de fire projekter, som mandag har fået grønt lys igen, oplyser Energistyrelsen.

Da de danske myndigheder i februar hev i håndbremsen, betød det, at 33 projekter blev sat i bero. De to, der tidligere blev sat i gang igen, var projekter, hvor der allerede var givet en etableringstilladelse.

De fire projekter, der mandag er startet op igen, adskiller sig fra de resterende 27 projekter, der er sat i bero, ved, at de allerede har fået en forundersøgelsestilladelse for flere år siden.

I den danske energiindustri blev det modtaget med chok, da myndighederne satte åben dør-ordningen i bero.

Derfor modtages genoptagelse af de fire nye projekter med glæde hos blandt andre Dansk Industris vicedirektør Troels Ranis:

– Det er godt, og det er vigtigt for energibranchen, at der kommer hurtig afklaring på alle ansøgninger under åben dør-ordningen, for meget af den grønne strøm skal bruges til at realisere vores Power to X-ambitioner.

– Det er blandt andet Omø Syd-projektet, der i dag får o.k. til at køre videre.

– Projektet har været over ti år undervejs, og nu kan vi forhåbentlig snart begynde at se resultatet til glæde for lokalsamfundet, hvor cirka 350.000 huse kan se frem til at få grøn strøm i kontakterne, siger Troels Ranis.

Betegnelsen Power-to-X dækker over forskellige teknologier, hvor overskydende elektrisk energi fra produktion af såkaldt grøn strøm, for eksempel fra vindmøller eller solceller, lagres kemisk som brint eller brintbaserede brændsler.

Brancheorganisationen Green Power Denmark er dog stadig utålmodig med at få genstartet de 27 resterende projekter. Der er nemlig mange andre ting, der må vente på, at de kommer i gang igen ifølge administrerende direktør Kristian Jensen:

– 27 projekter venter stadig uden for døren. Der har de stået i over en måned.

– Virksomhederne er ellers klar til at etablere masser af havvind, så forbrugerne kan få billig, grøn el, og Danmark kan få gang i produktionen af grønne brændstoffer til fly og skibe.

/ritzau/

Andre læser også