AVIZ

Yemens stridende parter udveksler næsten 900 fanger

FILES-YEMEN-CONFLICT
FILES-YEMEN-CONFLICT (Ahmad Al-Basha/Ritzau Scanpix)

Det oplyser parterne mandag ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Houthi-oprørerne, der kæmper imod Yemens regering, oplyser, at de vil løslade 181 fanger – herunder folk fra Saudi-Arabien og Sudan.

Til gengæld vil regeringen løslade 706 fanger.

– Udvekslingen vil være gennemført om tre uger, siger Abdul Qader al-Murtada, der forhandler på houthiernes vegne, til oprørernes egen tv-kanal.

Samtalerne mellem Yemens regering og houthierne er blevet holdt i schweiziske Genève. FN og Den Internationale Røde Kors Komité har været med til samtalerne, der gik i gang i denne måned.

Krigen har stået på siden 2014, hvor houthierne indtog Yemens hovedstad.

Den er ofte blevet opfattet som en slags stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien. De strides om magten på Den Arabiske Halvø.

Iran støtter houthierne, der er krigens ene part. Krigens anden part, Yemens regering, støttes af en koalition, som Saudi-Arabien står i spidsen for.

Netop Iran og Saudi-Arabien indgik tidligere på måneden en overraskende aftale om at genoptage de to landes diplomatiske forbindelser.

Det har skabt håb om, at krigen måske kan nærme sig en afslutning.

FN’s særlige udsending, Hans Grundberg, sagde i sidste uge i FN’s Sikkerhedsråd, at man bør udnytte det nuværende momentum.

– Parterne skal benytte sig af muligheden, der er blevet præsenteret som følge af dette regionale og internationale momentum, og tage skridt mod en mere fredelig fremtid, sagde svenske Grundberg onsdag ifølge Reuters.

Krigens parter blev i 2018 i Sverige enige om at udveksle tusindvis af fanger. Det er dog gået langsomt med at få udvekslingerne eksekveret.

FN har ofte omtalt krigen som verdens værste humanitære katastrofe.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere