AVIZ

USA’s centralbank hæver rente med 0,25 procentpoint

FILE PHOTO: Federal Reserve Chair Jerome Powell testifies at a hearing on Capitol Hill in Washington
FILE PHOTO: Federal Reserve Chair Jerome Powell testifies at a hearing on Capitol Hill in Washington (Kevin Lamarque/Reuters)

Der har været stor spænding omkring rentebeslutningen onsdag, efter at der har været meget uro på finansmarkederne den seneste uge. Samtidig er inflationen fortsat relativt høj i USA.

– For et år siden begyndte den amerikanske centralbank, at hæve renten. Det er nu niende rentemøde i træk, hvor FED skruer renten op. Det er den hurtigste opstramning af pengepolitikken i mere end 40 år, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

– Den amerikanske centralbank har over de seneste uger fulgt meget intenst med i udviklingen i banksektoren. De har formentlig gjort sig rigtig mange overvejelser om de skulle holde renten i ro på dagens møde, men de er altså endt på at sætte renten lidt mere op, tilføjer Allan Sørensen.

– Det er uden tvivl bekymringerne for inflationen, der har fået FED til at lave den niende rentestigning i træk, siger Allan Sørensen.

Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre, mener, at turen med renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank er ved at nå til sin ende.

– Det er på ingen måde usandsynligt, at man vil diske op med yderligere 1-2 renteforhøjelse på 0,25 procentpoint, men den klart største stigning har fundet sted. Og ser vi frem mod perioden efter sommeren kan vi meget vel se de første rentesænkninger,

Meget afhænger dog af uroen i banksektoren i USA, inflationen og farten på arbejdsmarkedet. Udfaldsrummet for centralbankens næste træk er den seneste tid blevet større, tilføjer han og understreger, at danske boligejere også har grund til at rette opmærksomheden mod USA og den amerikanske centralbank.

– Det smitter af på de danske renter, og det har også været medvirkende til at sende de danske boligrenter i vejret. Renten på et fastforrentet lån er på fem procent mod to procent for et år siden. Den kraftige stramning af pengepolitikken i USA spiller en nøglerolle i den udvikling.

Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit, siger, at renteforhøjelsen i USA ikke får den store betydning for danske boligejere her og nu – rentestien herfra er dog stadig usikker.

-Det, der snarere, bliver interessant er, om centralbankchef Jerome Powell sender nogle signaler om, hvilken rentesti, han vælger at gå ned af. Uanset bliver vi sikkert ikke meget klogere ved pressekonferencen, da Powell vil holde kortene tæt til kroppen. Vi bliver nok holdt på pinebænken noget tid endnu,siger Sune Malthe-Thagaard.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere