Beskyldningen kommer torsdag fra John Kirby, der er talsmand for USA’s Nationale Sikkerhedsråd.
Han hævder også, at Rusland lider “markante” tab, hvad angår soldater og materiel.
– Vi har information om, at russisk militær faktisk har henrettet soldater, som afviser at følge ordrer, siger han.
– Vi har også information om, at russiske befalingsmænd truer med at henrette hele enheder, hvis de forsøger at trække sig tilbage fra den ukrainske artilleribeskydning.
– Det er forkasteligt, fortsætter han.
Han giver ikke yderligere detaljer om beskyldningen, da han bliver spurgt nærmere ind til påstanden, og om hvordan USA har fået fat i informationerne.
Rusland er ikke umiddelbart kommet med et svar på beskyldningen.
Rusland har intensiveret angreb nær byen Avdijivka i Donetsk-regionen.
Også nær den nordøstligt beliggende by Kupjansk forsøger Rusland at skubbe til frontlinjen før vinteren med en offensiv.
/ritzau/AFP
Andre læser også