Tirsdag gentager fodboldspillerens forsvarer desuden, at hun flere gange har gjort opmærksom på, at hans navn nævnes af journalister uden for landets grænser.
Navneforbuddet er et af de gennemgående temaer tirsdag, hvor der i Københavns Byret er blevet taget hul på sagen.
Det er uvist, om de pågældende medier er opmærksomme på navneforbuddet.
Pressen har tirsdag forsøgt at få det ophævet – blandt andet med den begrundelse, at hans navn “er en offentlig hemmelighed”.
Navnet begyndte nemlig at florere på sociale medier, efter at overgrebsanklagerne kom frem i lyset, forklares det.
En af gangene blev hans navn nævnt i et opslag på det sociale medie Twitter, hvor en af sagens kvinder forklarede, hvordan hun havde oplevet episoden med ham. Det fortæller anklageren i sagen tirsdag.
Pressens anmodning om en ophævelse af forbuddet er imidlertid blevet afvist af en dommer.
Derfor vil det fortsat ikke være muligt at komme nærmere ind på, hvem den pågældende spiller er, eller hvilken klub han er en del af.
Ifølge anklageskriftet skal han i april på Hotel Imperial i København have befølt en kvinde på brysterne under blusen, forsøgt at tiltvinge sig samleje med hende og tvunget hende til oralsex.
Anklagemyndigheden vurderer, at der tale om blufærdighedskrænkelse, forsøg på voldtægt og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
I to andre tilfælde i sommer har han ifølge anklageskriftet krænket kvinder. Den ene skal han blandt andet have forsøgt at kysse flere gange og berørt på hendes bare lår.
Den anden skal han blandt andet have kysset på munden, halsen og brysterne uden samtykke.
Det er en af de to sidstnævnte kvinder, som har nævnt hans navn i et Twitter-opslag.
Han har nægtet sig skyldig i alle anklager. Det har han gentaget via sin forsvarer tirsdag.
Foruden retsmødet tirsdag behandles sagen i Københavns Byret den 8., 13. og 23. juni.
/ritzau/
Andre læser også