Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, har betegnet det som “den dårligste aprilsnar nogensinde”.
Også Ole Wæver, professor i international politik på Københavns Universitet (KU), mener, at det ligner en aprilsnar.
– Det fremstår helt absurd, at aggressoren i en krig skal sidde for bordenden og præsidere over møderne i den organisation, som skal passe på verdenssikkerheden, siger han.
Ole Wæver tilføjer, at det ikke betyder så meget for krigen i Ukraine, at Rusland i den kommende måned har formandskabet i FN’s Sikkerhedsråd.
Men det betyder noget for diskussionen om, “hvorvidt FN er håbløst”, siger han.
– Vi bør stadig tage FN alvorligt, men lige nu fremstår det som en dårlig vittighed eller rettere en aprilsnar.
Posten som formandsland er ikke en særlig magtfuld post.
Men den giver formandslandet mulighed for at holde møder om emner, som landet selv kan vælge.
– Her har Rusland allerede annonceret, at de vil holde et møde om noget med lande, der bryder forbud mod våbeneksport. Det er en måde at pege fingre mod USA’s våbenhjælp til Ukraine, siger Ole Wæver.
Ruslands FN-ambassadør, Vasilij Nebenzia, siger, at han også har tænkt sig at drøfte en “ny verdensorden”, som ifølge ham skal “erstatte den unipolare” verden, hvor USA sætter dagsordenen. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Fra ukrainsk side har Dmytro Kuleba krævet, at de 14 andre medlemslande i FN’s Sikkerhedsråd skal blokere for det russiske formandskab.
Det er imidlertid ikke en mulighed.
– Desværre er Rusland et permanent medlem af Sikkerhedsrådet. Der er ingen mulig juridisk måde at ændre på det, sagde Det Hvide Hus’ talskvinde Karin Jean-Pierre tidligere på ugen ifølge britiske BBC.
Rusland sad senest for bordenden i FN’s Sikkerhedsråd i februar 2022. Det var i den måned, at russiske styrker invaderede Ukraine og indledte en fuldbyrdet krig.
/ritzau/
Andre læser også