AVIZ

Tre personer anholdt for drab på Vesterbro

Tre personer anholdt for drab på Vesterbro

En af danskerne, en 21-årig mand, blev anholdt torsdag da han ankom til Københavns Lufthavn fra udlandet, og han er sigtet for at medvirke til drabet.

De to andre er blevet anholdt af svensk politi i Malmø.

Den ene er en 24-årig dansk statsborger, som også blev anholdt torsdag og som er sigtet for medvirken til drabet. Den anden er en 19-årig svensk mand, som blev anholdt onsdag og er sigtet for selve drabet.

Alle tre personer er bosiddende i Sverige, fremgår det.

– Lige siden drabet har vi arbejdet intenst med den her voldsomme sag, og vi er glade for, at vi nu har fået et gennembrud. Efterforskningen fortsætter selvfølgelig, og noget af det, vi endnu mangler at klarlægge, er, hvorfor den 37-årige mand skulle dræbes, siger vicepolitiinspektør Brian Belling i meddelelsen.

Drabet fandt sted torsdag den 19. oktober omkring klokken 17.15 på hjørnet af Herholdtsgade og Nyropsgade på Vesterbro.

Her kørte gerningsmanden på et elløbehjul forklædt som et madbud op på siden af den 37-årige og skød ham på klos hold.

Efterfølgende flygtede gerningsmanden, hvor han på vejen smed en orange jakke og kasket fra budtjenesten Just Eat samt en blå taske fra Wolt.

Den 21-årige, der blev anholdt i Danmark, vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, hvor anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet, lyder det i meddelelsen.

De to anholdte i Sverige vil blive begæret fængslet med henblik på udlevering til Danmark.

– Efterforskningen er meget omfattende og involverer mange aktører – særligt har vi et tæt samarbejde med svensk politi, som har ydet en ekstrem stor bistand med efterforskning i Sverige, siger Brian Belling.

/ritzau/

Andre læser også