AVIZ

Tottenham og Antonio Conte går hver til sit

FILE PHOTO: Premier League - Tottenham Hotspur v Leeds United
FILE PHOTO: Premier League - Tottenham Hotspur v Leeds United (David Klein/Reuters)

På sin hjemmeside oplyser Tottenham, at den 53-årige italienske cheftræner har forladt Premier League-klubben efter gensidig aftale.

Assistenttræner Cristian Stellini tager over som midlertidig cheftræner resten af sæsonen, lyder det. Ryan Mason bliver assistenttræner.

Conte virkede for alvor til at have løbet panden mod muren i London-klubben, da Tottenham i den sidste kamp før landsholdspausen spillede 3-3 med bundproppen Southampton efter at have ført 3-1.

Efter kampen kritiserede Conte åbenlyst sine spillere.

– Vi er ikke et hold. Vi er 11 spillere, som går på banen. Jeg ser selviske spillere, spillere, som ikke ønsker at hjælpe hinanden og ikke lægger hjertet i det, lød det fra Conte på et pressemøde.

Tottenham ligger med ti kampe tilbage af Premier League-sæsonen på fjerdepladsen.

Det er med et håb om at fastholde placeringen i den del af tabellen, så Tottenham ender i Champions League i næste sæson, at der nu skal ske noget nyt, lyder det fra klubformand Daniel Levy.

– Vi har ti Premier League-kampe tilbage, og vi står over for at skulle kæmpe om en Champions League-plads. Vi skal alle trække en del af læsset.

– Alle skal løfte sig for at sikre den højest mulige slutplacering for vores klub og vores fantastiske, loyale fans, lyder det fra Daniel Levy på hjemmesiden.

Antonio Conte blev ansat som cheftræner i Tottenham i november 2021 og tog over efter Nuno Espírito Santo, der kun havde siddet på posten i fire måneder.

Conte fik ført Tottenham til en fjerdeplads i Premier League. Der befinder holdet sig altså også nu i indeværende sæson, men resultaterne har længe været svingende.

I de seneste fem kampe på tværs af alle turneringer er det blot blevet til en enkelt sejr. I starten af marts røg Tottenham ud af Champions League efter et samlet nederlag på 0-1 til AC Milan i ottendedelsfinalen.

Antonio Conte har tidligere stået i spidsen for blandt andre Inter, Chelsea, Juventus og det italienske landshold.

/ritzau/

Andre læser også