AVIZ

Tørke får Bornholm til at indføre afbrændingsforbud på hele øen

Sankthans
Sankthans (Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix)

Det oplyser Louise Lyng Bojesen, der er natur- og beredskabschef i Bornholms Regionskommune.

Forbuddet træder i kraft lørdag morgen og vil i første omgang strække sig to uger frem.

– Det er rigtig tørt her på Bornholm, og både tørkeindeks og brandfareindeks viser, at der er stor risiko for brandfare. Derfor har vi set os nødsaget til at indføre et afbrændingsforbud, siger Louise Lyng Bojesen.

På Beredskabsstyrelsens brandfareindeks fremgår det, at risikoen for brandfare på midten af Bornholm er meget høj.

Det meste af øen er markeret med en mørk orange farve, som betyder, at brandfaren er vurderet til at være høj. Helt ude ved Bornholms kyster er faren for brand moderat eller lav.

I resten af landet er faren de fleste steder vurderet til at være enten høj eller moderat.

Afbrændingsforbuddet på Bornholm kommer til at betyde, at det er forbudt at tænde bål og grille på hele øen. Derudover må man heller ikke ryge pibe eller cigaretter i naturen.

– Det handler om, at vi skal beskytte borgere og bygninger, men også vores natur, siger Louise Lyng Bojesen.

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det medfører gener og irritation i dagligdagen. Men vi håber på forståelse.

Sankthansaften bliver fejret den 23. juni. Det er dagen inden, at forbuddet udløber, og derfor bliver fejringen uden bål på Bornholm.

Fra torsdag den 15. juni til lørdag den 17. juni løber Folkemødet på Bornholm af stablen. Også her kommer afbrændingsforbuddet til at gælde, fortæller Louise Lyng Bojesen.

– Vi tager en særskilt dialog med Folkemødet om, hvordan det skal håndteres. Heldigvis har de prøvet det før, siger hun.

I 2018 var der også afbrændingsforbud på øen, mens Folkemødet blev afholdt. Og det er tilsyneladende heller ikke noget, der bekymrer arrangørerne.

– Jeg vil hellere have solskinsvej end regnvejr. Det er markant sjovere at lave Folkemødet i godt vejr. Vi afventer og har nogle planer i skuffen, sagde kommunikationschef for Folkemødet Pelle Nybirk til TV 2 Bornholm tidligere torsdag.

Siden den 24. maj er der ikke faldet en eneste dråbe regn i Danmark. Det skrev TV 2 tirsdag.

Og lige nu er der ingen udsigt til vådt vejr i den nærmeste fremtid.

Det skriver Mette Zhang, meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, på DMI’s hjemmeside torsdag.

/ritzau/

Andre læser også