Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Jens Møller.
– Der er noget uenighed om betalingen, og det gør så, at chaufføren slår og sparker sine to passagerer. Han slår dem også med et jernrør, og de bliver frataget 3000 kroner, siger Jens Møller.
De to forurettede har pådraget sig lette skader.
Politiet formoder, at en af de forurettede er i alderen 55 til 60 år, mens den anden tilsyneladende er hans søn.
Politiet får anmeldelsen omkring 20.45 lørdag aften.
– Vi får meldingen som slagsmål eller noget uorden af en art. Da vi kommer derud finder vi ud af, at de to, som er blevet overfaldet, har været kunder i en pirattaxa, som er en sort BMW, siger Jens Møller.
De har endnu ikke fanget gerningsmanden, men efterforsker sagen.
En pirattaxa er en bil, der bruges ulovligt til taxakørsel. Ifølge Jens Møller bliver der typisk kørt mere pirattaxa omkring juletid.
Vagtchefen understreger, at det er i den ekstreme ende, at det ender med et overfald, men han advarer alligevel imod at benytte de ulovlige taxaer.
– Der er mange måder, det kan gå galt på. Hvis der er uenighed om betaling, er man jo ikke sikret på samme måde som man er, hvis man kører med en autoriseret taxa, siger Jens Møller.
/ritzau/
Andre læser også