AVIZ

Tiltalt for Field’s-drab har stadig voldelige og morbide tanker

Fields-sagen begynder i Københavns Byret
Fields-sagen begynder i Københavns Byret (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Sådan lyder nogle af punkterne i en mentalerklæring om den 23-årige mand, som specialanklager Søren Harbo onsdag har læst op i Københavns Byret.

– Han er udtalt tankeforstyrret med karakter af vrangforestillinger.

– Han tager ikke afstand fra at handle på stadig morbide tanker, selv om han er i behandling, læser specialanklageren blandt andet op.

Den 23-årige er normalbegavet. Han udviser en stærkt svækket følelsesmæssig respons, lyder det i erklæringen.

Tiltalte kan ikke med sikkerhed afvise, at han en dag i fremtiden kan handle på stemmerne og tankerne, han oplever. Han har eksempelvis tanker om kannibalisme, morbide voldsfantasier samt tanker om at slå andre ihjel og spise dem i selvforsvar.

Retslægerådet konkluderer, at den 23-årige er sindssyg og også var sindssyg i gerningsøjeblikket – den 3. juli 2022, hvor tre personer blev skuddræbt, og flere andre blev såret, i shoppingcentret Field’s.

Anklagemyndigheden går efter at få den tiltalte idømt en dom til anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse. Det vil sige en psykiatrisk anbringelse uden slutdato på den retspsykiatriske afdeling i landet, hvor de farligste personer med sindslidelser opholder sig.

Det er under sagen kommet frem, at den tiltalte på gerningstidspunktet oplevede, at han var i en film eller et computerspil, og at han mente, at han hjalp folkene i Field’s ved at skyde dem.

Også hans forsvarer, advokat Luise Høj, går efter en anbringelsesdom til den 23-årige.

Den tiltalte er opvokset under gode og kærlige forhold med god kontakt til begge sine forældre. Men han havde – og har stadig – det svært ved at begå sig socialt.

I barndommen fik han psykiske problemer og var i en længere periode indlagt.

Han fik antipsykotisk medicin, som virkede, og behandlingen ophørte, da han var i sine tidlige teenageår. Men for nogle år skete der en forværring. Den i dag 23-årige mand fik tanker om, at nogle ville skade ham, og på et tidspunkt begyndte han at gå med kniv for at være klar til at forsvare sig.

Diverse lægenotater beskriver, at han havde hallucinationer, vrangforestillinger og oplevede en frygt for, at andre ville ham det ondt.

I januar sidste år henvendte han sig til en psykiatrisk akutmodtagelse for at få hjælp til de psykotiske symptomer, han udviste. Hans tanker om at ville skade andre var eskaleret, lyder det.

Han kom i ambulant behandling og fik forskellige slags antipsykotisk medicin, og vurderingen var, at han havde en effekt af det. I maj 2022 fortalte han, at tankerne om at slå andre ihjel var nedtonet, men at selvmordstanker fyldte mere.

Den 23-årige blev nedtrappet i dosis, som han fik en “beskeden” mængde antipsykotisk medicin, inden skyderiet fandt sted i shoppingcentret Field’s på Amager.

Han har ikke før været voldelig over for andre mennesker eller dyr, og han har ikke før gjort noget ulovligt, har han oplyst.

Sagen mod den 23-årige ventes afgjort den 5. juli.

/ritzau/

Andre læser også

Skab den fedeste fest

    Det kan være, at du snart har fødselsdag eller der er en anden vigtig begivenhed, der skal fejres. Derfor bør du overveje, hvordan du får stablet en fed fest på [...]
    Læs mere

    Derfor er bilservice vigtigt

      Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
      Læs mere