AVIZ

Tidligere thailandsk ambassadør i Danmark fundet dræbt

Den tidligere thailandske ambassadør i Danmark Vichit Chitvimarn er lørdag blevet fundet dræbt i sit hjem i Thailands hovedstad, Bangkok.

Det skriver flere asiatiske og thailandske medier, heriblandt Bangkok Post og ScandAsia.

Ifølge en retsmedicinsk undersøgelse er han blevet stukket tre gange i brystet.

63-årige Vichit Chitvimarn var ambassadør i Danmark fra 2018 frem til 2020.

Liget af Chitvimarn blev fundet på et toilet på anden sal i hans hus i Bangkok, som han netop var flyttet ind i, sagde Atthaphon Anusi, der er vicepolitikommissær i byen.

Ifølge vicepolitikommissæren blev der fundet blodspor op ad trappen, der angiveligt viser, at liget er blevet flyttet.

Ifølge ScandAsia oplyser den thailandske tv-station AmarinTV 34, at den tidligere ambassadør blev fundet af arbejdere, der var kommet for at renovere hans hjem.

Det er ikke oplyst, hvornår dødstidspunktet skulle være indtruffet.

Derudover har politiet oplyst, at en udlænding er mistænkt for drabet, men nævner ikke nationalitet, eller hvordan den mistænkte er kommet ind på ejendommen, skriver det thailandske medie The Nation.

Den mistænkte er endnu ikke pågrebet af politiet.

Ifølge AmarinTV 34 har politiet fundet videoovervågning, der viser den tidligere ambassadør ankomme til sit hjem onsdag 27. september sammen med en asiatisk mand, der ikke er fra Thailand.

Manden bliver igen set på videoovervågningen dagen efter, men nu alene. På nuværende tidspunkt er det ifølge AmarinTV 34 den eneste mistænkte.

Derudover undersøger politiet mistænkelige forsøg på at trække penge ud af Chitvimarns konto.

/ritzau/

Andre læser også