AVIZ

Tesla vinder første retssag om uheld med selvkørende bil i USA

FILE PHOTO: Tesla Model 3 uses autopilot FSD beta to navigate city streets in California
FILE PHOTO: Tesla Model 3 uses autopilot FSD beta to navigate city streets in California (Mike Blake/Reuters)

Den amerikanske elbilgigant Tesla har fredag fået medhold i en potentielt vigtig sag om selskabets selvkørende biler.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En jury ved en domstol i den amerikanske delstat Californien har fredag således slået fast, at der ikke var sikkerhedsmæssige problemer med Teslas autopilotsystem i en sag om et uheld i 2019.

Sagen er ifølge Reuters den første retssag, der handler om en ulykke, der involverer en delvist selvkørende bil. Den kan dermed potentielt blive en rettesnor for andre lignende retssager mod Tesla.

En indbygger i Los Angeles ved navn Justine Hsu sagsøgte i 2020 selskabet.

Hun har hævdet, at hendes Tesla Model S i 2019 kørte op på en kantsten, mens bilens autopilotsystem var sat til.

Det skal ifølge anklagen have medført, at en airbag åbnede sig “så voldsomt, at det brækkede sagsøgerens kæbe, slog tænder ud og forårsagede nerveskader på hendes ansigt”. Det skriver Reuters.

Ifølge sagsøgeren var både autopilotsystemet og airbaggen fejlramt. Hun har sagsøgt Tesla for over tre millioner dollar – godt 20 millioner kroner.

Tesla har tidligere afvist at være ansvarlig for ulykken.

Selskabet har henvist til, at kvinden brugte autopilotsystemet inde i byen, selv om Teslas brugermanual advarer mod netop dette.

Juryen i Californien har fredag erklæret sig enig med Tesla.

Justine Hsu er ikke blevet tildelt nogen erstatning, og det er konkluderet, at der ikke var nogen problemer med airbaggen. Tesla har heller ikke bevidst tilbageholdt nogen informationer for hende, vurderer juryen.

Fredagens afgørelse i Californien danner ikke juridisk præcedens for andre sager. Alligevel anses den ifølge Reuters som en slags prøveballon.

Tesla introducerede sit autopilotsystem i 2015. Året efter blev den første dødelige ulykke med den type styresystem involveret registreret i USA. Det endte dog aldrig med en retssag.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere