AVIZ

Sverige vil hente statsborgere hjem fra Sudan hurtigst muligt

SUDAN-CONFLICT
SUDAN-CONFLICT (-/Ritzau Scanpix)

Sverige vil hurtigst muligt evakuere svenske statsborgere fra Sudan.

Det siger den svenske statsminister, Ulf Kristersson, fredag.

Det gælder både svenske ambassadeansatte, deres familiemedlemmer og andre svenske statsborgere, der opholder sig i Sudan.

– Situationen er ganske enkelt helt forfærdelig, lyder det fra Kristersson.

Den svenske ambassade ligger i Sudans hovedstad, Khartoum, der i snart en uge har været plaget af voldsomme kampe.

Danmark har ikke nogen ambassade placeret i Sudan. Danmark er i stedet repræsenteret gennem en ambassade i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.

Sverige er i øjeblikket ved at koordinere en evakuering sammen med en række andre lande. Indtil videre har evakuering dog ikke været muligt.

– Vi håber, at det ændrer sig meget snart. Svenskere i Sudan opfordres til at søge ly, så længe kampene fortsætter, siger statsministeren.

Sudans hær har siden weekenden været i kamp mod den paramilitære organisation RSF – Rapid Support Forces.

De stridende parter stod bag et fælles militærkup i 2021.

Efter kuppet er de dog blevet uenige om, hvordan Sudan skal transformeres fra et militært styre til et civilt styre. Et af stridspunkterne er angiveligt, hvordan RSF skal integreres som en del af den sudanske hær.

Sudan, der arealmæssigt er Afrikas tredjestørste land, har flere gange i løbet af de seneste par årtier været ramt af uro.

/ritzau/TT

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere