AVIZ

Stoltenberg om endnu en tørn: Min fremtid er op til Nato-landene

Stoltenberg åbner måske for forlængelse. Min fremtid er op til Nato-landene
Stoltenberg åbner måske for forlængelse. Min fremtid er op til Nato-landene (Simon Wohlfahrt/Ritzau Scanpix)

Udmeldingen kan ses som en åbning for, at Stoltenberg vil forlænge sit mandat, hvis han bliver spurgt. På et spørgsmål fra TV2 siger Jens Stoltenberg:

– Når det kommer til min efterfølger, så er det en beslutning, der skal træffes af de 31 Nato-lande. Jeg er ansvarlig for alle beslutninger i alliancen undtagen en. Det er min fremtid. Det er op til de 31 allierede at beslutte, siger Jens Stoltenberg.

På et opfølgende spørgsmål fra Ritzau fastholder Stoltenberg dog sine tidligere udtalelser om, at han “ikke har intention” om at søge en forlængelse.

Spørgsmål: Du har tidligere sagt, at du vil træde tilbage som generalsekretær efter denne periode. Men du siger nu, at beslutningen ikke er op til dig. Betyder det, at du er villig til at fortsætte i seks til 12 måneder, hvis Nato-landene beder dig om det?

– Jeg siger præcis det samme, som jeg hele tiden har sagt. Jeg har ikke andre planer og ingen andre intentioner. Og jeg har ingen intention om at søge en forlængelse, siger Jens Stoltenberg.

Stoltenberg behøver dog ikke at have en intention om at søge forlængelse. Hvis Nato-landene beder ham om at blive, så kan det blive svært at sige nej.

Forhandlingerne om, hvem der skal afløse Stoltenberg – eller om han skal forlænges, foregår i en meget lukket kreds mellem de 31 Nato-lande. Det eneste krav er, at Nato-landene skal blive enige.

Men der er mange modstridende interesser.

Nogle østeuropæiske lande ønsker, at posten skal gå til deres region. Andre mener omvendt, at det kan være for provokerende over for Rusland at vælge en østeuropæer. Nogle lande ønsker en kvinde på posten. Andre vægter individuelle kvaliteter.

Rygterne om Mette Frederiksen (S) som ny generalsekretær har dog været vedholdende i de seneste uger. Men ifølge avisen Financial Times hælder Nato-landenes ledere nu mod at forlænge Jens Stoltenberg.

Det skyldes ifølge avisen, at der er stigende bekymring for, at man ikke kan nå at blive enige om en efterfølger inden næste måneds topmøde i Litauen.

Stoltenberg mødtes med USA’s præsident, Joe Biden, i Washington tirsdag. Som det største land i alliancen har USA det afgørende ord om, hvem der skal afløse Stoltenberg. Eller om han skal forlænges.

Derfor vakte det opsigt, at Mette Frederiksen blev inviteret til Det Hvide Hus i starten af juni. Danmark har et tæt forhold til USA, men Stoltenbergs besøg kommer, mens der fortsat ikke er enighed om afløser.

En “højtstående, vestlig diplomat” sagde onsdag til Financial Times efter at have diskuteret muligheden for forlængelse med Stoltenberg:

– Af hensyn til kontinuiteten giver det mening. Han ville gøre det. Han er en pligtopfyldende mand, sagde den anonyme diplomat ifølge Financial Times.

En yderligere udfordring for et skifte netop nu er, at krigen i Ukraine fortsætter, og Sverige fortsat ikke er kommet med i Nato.

Stoltenberg har personligt kastet sig ind i forhandlingerne med Tyrkiet, og der kan være bekymring for, at en ny Nato-chef vil skabe en ny dynamik. Og måske nye problemer for Sveriges adgang til Nato.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere