AVIZ

EU-lande vil fortsætte Kina-handel men mindske afhængighed

Belgium EU Summit
Belgium EU Summit (Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix)

Det konkluderer EU-landenes ledere fredag på et topmøde i Bruxelles.

Her har stats- og regeringscheferne diskuteret forholdet mellem Kina og EU.

Kina er både partner, konkurrent og systemisk rival til EU, lyder det i konklusionsteksten.

– På trods af deres forskellige politiske og økonomiske systemer har Den Europæiske Union og Kina en fælles interesse i at forfølge konstruktive og stabile relationer, der er forankret i respekt for den regelbaserede internationale orden, afbalanceret engagement og gensidighed, står der i teksten.

Debatten om Kina har i månederne op til topmødet i høj grad handlet om, at EU i større grad skal kunne stå på egne ben. Det gælder for eksempel, når det kommer til forsyning af kritiske råstoffer og mikrochips.

I dag er EU meget afhængig af import fra Kina på disse områder.

EU-landene understreger, at Kina fortsat er en vigtig handelspartner. Unionen har ikke intentioner om at afkoble sig fra Kina eller vende sig indad.

Men forholdet skal være balanceret og gensidigt gavnligt.

– Den Europæiske Union vil fortsætte med at reducere kritiske afhængigheder og sårbarheder, herunder i sine forsyningskæder, og vil reducere risikoen og diversificere, hvor det er nødvendigt og hensigtsmæssigt, hedder det i teksten.

Den udvikling er allerede i fuld gang – i hvert fald blandt danske virksomheder, lyder det fra Dansk Industri.

– De spreder i stigende grad deres aktiviteter og finder flere underleverandører, så man ikke lægger alle sine æg i samme kurv. Det er i grunden kun et udtryk for rettidig omhu, siger underdirektør Peter Thagesen.

Kina er dog fortsat et vigtigt marked for erhvervslivet. Og Danmarks økonomiske afhængighed af Kina vil dermed også fortsat være stor, pointerer han.

Han mener, at EU-lederne er nået frem til en god og afbalanceret tilgang. Ikke mindst fordi den lægger vægt på stabilitet.

– Det er helt afgørende at øge afspænding i verden netop nu. Derfor er det også et vigtigt signal, når EU også slår fast, at vi har en stærk interesse i at have en stabil relation til Kina, siger Peter Thagesen.

/ritzau/

Andre læser også

Derfor er bilservice vigtigt

    Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
    Læs mere